Corydon: Vi vil vide mere - ikke øge udbud
Regeringen vil ikke udlicitere velfærd for ældre, børn og handicappede til private, selv om Finansministeriet har bedt konsulentfirmaet McKinsey tjekke, hvor konkurrencen bedst kan øges. Regeringen vil derimod vide mere om offentlig-privat samarbejde.
Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S) om udbudsmaterialet, som Politiken beskriver.
- Vi prøver at se, hvad der fungerer godt og skidt, når man har private inde i velfærden. Det var der et meget bredt politisk ønske om, da Produktivitetskommissionen forleden kom med sin anbefaling, siger Bjarne Corydon.
I 2012 udbød stat og kommuner kun hver fjerde opgave for i alt 385 milliarder kroner.
Mens Kommissionen fandt det svært at prissætte gevinsten ved flere udbud, kan kommunerne ifølge DI spare milliarder af kroner med mere konkurrence.
Men Finansministeriet vil ikke spare i velfærden, understreger Bjarne Corydon.
- I socialdemokratiske og borgerlige kommuner har man et samarbejde med private om børnepasning og ældre. Finansministeriet forsøger at skaffe mere viden. Det ligger der ikke noget politisk signal i, siger han.
Regeringen vil effektivisere for 12 milliarder kroner i det offentlige, og pløje pengene tilbage i velfærden, siger Bjarne Corydon.
- Det er et bidrag til en bedre offentlig sektor, hvis vi får mere kvalitet for pengene, når vi bruger private til velfærd, siger han.
I 90'erne kæmpede Poul Nyrup og Svend Auken indædt om velfærd. I 1996 vedtog kongressen at udlicitere rengøring, men ikke "bløde" områder. I 1998 gentog kongressen dette mod Nyrups indstilling. Men fortiden spørger ikke, siger Bjarne Corydon.
- Dette studie er ikke et forsøg på at genoplive nogen diskussion. Det er et forsøg på at tilvejebringe viden om noget, der foregår i dag, siger Bjarne Corydon.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker