Cyklende ambassadør

USA?s ambassade beder Folketidendes læsere om hjælp med tip og ideer til, hvad James Palmer Cain skal se og opleve på sin cykeltur over Lolland-Falster.

TEL USA?s nye førstemand i Danmark, ambassadør James Palmer Cain har sat sig for at lære Danmark, danske virksomheder og danskerne at kende i jordhøjde, og i stedet for at drage land og rige rundt i den sikre ambassadørbil, sætter han sig i august i cykelsadlen på en noget usædvanlig, men aldeles forfriskende Tour Danmark, hvor han først når i mål en gang i foråret.



James Palmer Cain har valgt at indlede cykelturen på Lolland-Falster med start i Nakskov 20. august, og turen tværs over vor landsdel giver os en enestående chance for at promovere alle vore kvaliteter og ikke mindst de mange spændende initiativer på miljø-området.



Den 50-årige cykelglade ambassadør vil få syn for sagn i Nakskov Industri- og Miljøpark, hvor han blandt andet skal besøge Brintsamfund Lollands forsøgsanlæg og Vestas Blades. Turen vil også føre ham til Lalandia, Søholt, Krenkerup og videre til Nykøbing F. og Falster.



Det er første gang en ambassadør lægger Danmark for sine fødder på den måde.

Det endelige program for turen er endnu ikke færdigt, og det spændende er, at ambassaden beder Folketidendes læsere om hjælp med tip og ideer til, hvad James Palmer Cain skal se, og hvem han skal møde.



En sådan opfordring må ikke siddes overhørig, så vi håber at vore læsere vil bidrage med seriøse forslag, så ambassadøren får det bedst mulige udbytte af sin cykel-sightseeing på Sydhavsøerne.

James Palmer Cain er stærkt interesseret i miljø og alternative energiformer, og her er Nakskov det perfekte udstillingsvindue.



Lolland Kommunes stærke satsning på energi- og miljøområdet har allerede sat spor i den amerikanske ambassade, og derfor er Nakskov også det naturlige udgangspunkt for ambassadørens afslappede Danmarks-turné.




Offentliggjort Sidst opdateret