Da Byen blev vækket ved Solopgang

Offentliggjort Sidst opdateret

Spændingen om Aftenen havde udløst sig i en tung Søvn, der blev brutalt afbrudt.

- Brrrrrrr..... lød det over Hovedet paa Folk, som naar en Fræsemaskine flænser Spaaner af en Planke. Det var som om hele Huset rystede. Var et Uvejr brudt løs over Byen? Man slog Øjnene op - Fræsemaskinens Lyd kom igen og igen - det var som om man høvlede i den øverste Del af Huset - men et eneste Kig ud af Vinduerne gav Besked om Larmens Aarsag: Ganske lavt over Husene saas Formationer af store Jagermaskiner - tre og tre i Formationer paa 6 eller 9. Krydsende over Byen mod Nord og Syd, Øst og Vest.

Alle kom til Vinduerne og spejdede ængseligt ud. De første Folk saas paa Gaden i let Paaklædning, og alle spurgte hinanden: Hvad betyder dette?

Man klædte sig hastigt paa og gik en Tur i Byen for at tale med andre. Paa Østerbro vidste man allerede Besked. Fra Gedser Hovedlandevej Nr. 2 kom lange Kolonner af tysk motoriseret Militær i automobiler. Motorcykler med og uden Sidevogn, Cyklepatrouiller, Feltskyts af alle Arter, Trænvogne, Feltkøkkener, Telegrafvogne kørende ind mod Byen. I Vejkrydset ved Gedservej-Grønsundsvej opstilledes en Maskinkanon, der blev staaende, mens Troppestyrkerne passerede, drejende af ind mod Højbroen. Ved Jappes Mølle bøjede Tropperne af og fortsatte ad Søvejen helt ned til Slagteriet. Her opklaredes det, at der var sket en Fejltagelse. Der maatte gøres helt omkring for at komme tilbage, hvorved der gik Prop i Trafiken i den lange, smalle Gade, Idet hele Rækken maatte foretage Turen og følge Trop. Men det foregik i mønsterværdig Orden, og da Fortroppen atter naaede Jappes Mølle og drejede ind over Højbroen, var Kalamiteten overstaaet.

Fremrykningen skete stilfærdigt uden Kommandaraab. Automobilmotorernes kendte Lyd var alt, hvad der hørtes i Forbindelse med Flyvemotorernes knivskarpe Sønderlemmelse af Luften, der fik forskræmte Duer til at stige og dykke rundt om Skorstene og Træer.

Saavidt det er kommen til vor Kundskab indtraf under Troppernes Indrykning kun eet Uheld, nemlig det i Gaar omtalte paa Højbroen, hvor en ældre Mand blev kørt ned af en Militærmaskine og maatte føres til Sygehuset.

Tropperne førtes forbi Elektricitetsværket og fulgte Hovedvej Nr. 2 ad Vendersgade forbi Gasværket op gennem Frisegade og Langgade, og i Morgentimerne rykkede Nykøbingensere i Hundredvis frem paa Fortovene i Langgade og Slotsgade, hvor de med stille Alvor betragtede den Forandring, der var sket fra Aften til Morgen. Hvad det var, der skete, stod vel ikke de tavse Tilskuere helt klart, før de tyske Soldater her og der uddelte en stor Plakat, kranset af en rød Ramme. Den forkyndte i norsk Sprog en Henvendelse til Befolkningen om, at de indmarcherende tyske Tropper ikke kom som Fjender men som Venner og Beskyttere af Danmarks Neutralitet. Vi bringer andet Sted i Bladet en fotografisk Gengivelse af Plakaten som det historiske Dokument, den er.

Hovedparten af Tropperne kørte direkte gennem Byen Nord paa. De fortsatte ud af Gaabense Landevej mod Storstrømsbroen, men enkelte mindre Kolonner blev tilbage i Nykøbing F., idet man indsatte Kontrol-Tropper paa Posthuset, Telegrafstationen, Statstelefonen og Telefonstationen.

Læs mere fra reportagen fra 10. april 1940 - KLIK HER