Dagpenge: Enhedslisten kræver handling inden 20 dage

Regeringsspidsen skal få hænderne op af lommerne og hjælpe de tusindvis af langtidsledige danskere, hvis forsørgelsesgrundlag smuldrer som følge af dagpengereformen. Og det skal ske inden afslutningsdebatten i Folketinget 29. maj.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ellers vil Enhedslisten med al sandsynlighed ikke bakke op om regeringsvedtagelsen, der skal stemmes igennem i forbindelse med debatten, fastslår gruppeformand Per Clausen.

- Vi har sagt meget klart, at vi ikke stemmer for regeringsvedtagelsen, hvis der ikke er fundet en løsning på dagpengeproblemet inden debatten, eller hvis det ikke fremgår tydeligt af vedtagelsen, at der vil blive fundet en løsning, siger han til Ritzau.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gjorde det klart tirsdag, at regeringen vil invitere Enhedslisten til drøftelser om en løsning på dagpengeproblemet.

Men hverken tirsdag eller onsdag under Folketingets spørgetid satte statsministeren dato på det bemeldte møde.

- Vi har stadig intet hørt fra regeringen, og det er helt uholdbart. Vi har sagt, at mødet skal holdes så hurtigt som overhovedet muligt. Og det bør bestemt holdes inden afslutningsdebatten, siger Per Clausen.

Han medgiver imidlertid, at det kun vil være et symbolsk nederlag for regeringen, hvis den ikke får opbakning til regeringsvedtagelsen fra Enhedslisten.

- Det er korrekt. Men vi kan på nuværende tidspunkt ikke svare på, om det vil også få andre konsekvenser, siger han, men afviser at komme ind på, om partiet eventuelt vil vende regeringen ryggen ved efterårets finanslovforhandlinger:

- Det er det alt for tidligt at sige noget om.

Uanset hvornår parterne mødes, kræver Enhedslisten, at en løsning skal være på plads, inden blandt andet et midlertidigt uddannelsestilbud til de ledige, som Enhedslisten var med til at gennemføre, udløber 30. juni.

- Det er åbenlyst, at det er nødvendigt, siger gruppeformanden.

Omkring 30.000 ledige står til at falde ud af dagpengesystemet i år, viser tal fra AK Samvirke. Fredag kan presset på regeringen øges yderligere, når der offentliggøres nye tal for, hvor mange ledige der er gledet ud af systemet i april.

/ritzau/