Dagplejere får del i inflationshjælp - fradrag hæves

Dagplejere kan se frem til et standardfradrag i resten af 2023. Det vil ifølge FOA betyde en forskel på cirka 600 kroner om måneden for den enkelte dagplejer. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I den nye aftale om inflationshjælp er der afsat 50 millioner kroner til at øge dagplejernes standardfradrag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dagplejerne får en bid af kagen i regeringens nye aftale om inflationshjælp. De kan nu se frem til flere penge mellem hænderne.

- De har gennem inflationskrisen været presset på grund af de højere priser - både i forhold til forbrugsafgifter og også dagligvarer, siger Kim Henriksen, som er formand for Pædagogisk Sektor i fagforeningen FOA.

Hjælpen kommer i form af et hævet standardfradrag i resten af 2023, som øges til 68 procent fra 60 procent.

Det vil ifølge FOA betyde en forskel på cirka 600 kroner om måneden for den enkelte dagplejer. Det er en hjælp, der sættes pris på.

- Lige nu er det i hvert fald en håndsrækning til dagplejerne med en anerkendelse af, at de har været udfordret af inflationskrisen, siger Kim Henriksen.

Hjælpen tages også imod med kyshånd af dagplejer Ann-Sophia Thorsøe fra Dagplejen Odsherred.

- Det betyder, at jeg får mere i lønningsposen hver måned, og at jeg dermed er fri for at jagte så mange gode tilbud efter min i forvejen lange arbejdsdag. Det tager lang tid, når man skal i mange forskellige butikker, siger hun.

Hun fortæller endvidere, at det vil hjælpe til hendes merudgifter med el og varme.

- Vi arbejder jo i eget hjem, så vi kan ikke skrue varmen ned, som de gør i skolerne. Jeg har fire små børn kravlende på gulvet, så det er vigtigt, at der er god varme herhjemme, siger Ann-Sophia Thorsøe.

Regeringen er gået sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige om en aftale, hvor i alt 2,4 milliarder kroner sættes af til ny inflationshjælp.

50 millioner af dem bruges til det øgede fradrag for dagplejere.

Standardfradraget dækker både kommunale og private dagplejere, fremgår det af den nye aftale.

Der er i hjælpen blandt andet også sat 1120 millioner kroner af til en ekstra ældrecheck.

/ritzau/