Dan Jørgensen jubler for EU's slagtedyr

- For mig er det jo en helt fantastisk dag.

- Da jeg startede med det her, blev jeg betragtet som rabiat og langt ude, siger Dan Jørgensen stående ved siden af forbrugerkommissær John Dalli, der netop har taget imod 42 kasser fyldt med 1,1 millioner underskrifter.

Den danske politiker er jublende lykkelig, efter at han netop har hørt kommissæren love, at kommissionen senest i 2014 vil komme med forslag til en revision af reglerne for dyrevelfærd - herunder nye regler for transport af slagtedyr.

- Dyrevelfærd er noget, vi prioriterer i kommissionen. Det er en europæisk værdi og noget, vi tager meget alvorligt. Der er brug for en holistisk tilgang og en mere moderne måde at håndtere det på.

- Det er noget, vi er nødt til at håndtere. Og vi kan finde løsninger. Det her hjælper mig, for det er et udtryk for folkets følelser, og det er noget, politikere bekymrer sig om. Især hvis de vil genvælges, siger Dalli.

Dan Jørgensens 1.103.248 underskrifter kommer fra samtlige EU-lande og 17 lande uden for EU og støtter konkret et krav om, at slagtedyr højst må transporteres otte timer.

Også 395 af EU-Parlamentets 754 medlemmer bakker op.

I dag er det ifølge kommissær Dalli 2,5 millioner af de 40 millioner dyretransporter, der er længere end otte timer. Og som loven er i dag, er der ingen øvre grænse, bare dyrene får pauser og foder mindst en gang i døgnet.

Kommissæren vil ikke love, at hans kommende forslag indeholder lige nøjagtig en otte timers grænse. Men det er ifølge Dan Jørgensen også mindre vigtigt.

- Jeg havde håbet på opbakning til de otte timer. Men det her er bare begyndelsen på processen, og vi vil kæmpe for så god en lovgivning som muligt, siger Jørgensen.

/ritzau/

Den danske EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S) har torsdag morgen nået den foreløbige kulmination på otte års kamp for de over 40 millioner dyr, der hvert år bliver transporteret til slagtning i Europa.

Offentliggjort Sidst opdateret