Danmark begrænser ikke Ukraines brug af donationer geografisk
Kældervinduerne på rådhuset i Kursk ses dækket til med sandsække efter knap to uger med ukrainske angreb i den vestlige region i Rusland. Foto: Tatyana Makeyeva/Ritzau Scanpix
Danmark støtter Ukraines forsvarskamp, understreger Forsvarsministeriet. Det sker efter angreb i Rusland.
Danmark sætter ikke nogen geografiske begrænsninger på, hvordan Ukraine må bruge danske donationer.
Det oplyser Forsvarsministeriet i et skriftligt svar til Ritzau:
- Danmarks linje har hele tiden været klar: Ukraine kan bruge danske donationer mod russiske militære mål i selvforsvar, så længe det er i overensstemmelse med folkeretten, herunder den humanitære folkeret.
Udmeldingen kommer knap to uger efter, at Ukraine påbegyndte en indtrængen på russisk territorie.
- Der er således ikke en geografisk begrænsning på de danske donationer. Der er ingen tvivl om, at Rusland er aggressoren i denne krig, og Danmark støtter den ukrainske forsvarskamp, lyder det fra ministeriet.
Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022, har den danske regering givet en lang række donationer til det ukrainske militær.
Det tæller 19 F-16-fly, som endnu ikke er sendt af sted, og 19 Caesar-haubitser.
Der er afsat 64,8 milliarder kroner til Ukraine-fonden. Foreløbig er der truffet beslutninger for knap 43 milliarder kroner.
Ifølge russiske estimater er omkring 1000 ukrainske soldater trængt ind i landet.
Der er forskellige meldinger om, præcist hvor meget Ukraine er rykket frem.
Det ukrainske angreb har ført til, at der er foretaget evakueringer i de to regioner Kursk og Belgorod. I Kursk er over 100.000 personer blevet evakueret.
Torsdag skrev de to britiske medier BBC og Sky News, at der angiveligt er brugt britiske kampvogne i forbindelse med angrebene i Rusland.
Det britiske forsvarsministerium har tidligere udtalt, at Ukraine skal bruge britiske donationer til selvforsvar.
Men det udelukker ikke, at de britiske våben kan bruges på russisk territorie, lød det.
Fredag skriver Mykhajlo Podoljak, som er rådgiver for den ukrainske præsident, i et opslag på det sociale medie X, at offensiven skal tvinge Rusland til "retfærdige" forhandlinger.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde