Regeringen er klar til at indlede tilbagetrækning af danske kamptropper fra Afghanistan.
Samtidig skal halvdelen af de danske soldater allerede fra næste år gå fra at være i kamp med Taliban til primært at arbejde med oplæring og støtte af afghanske sikkerhedsstyrker.
Det er Berlingske, der mandag beskriver regeringens planer om at indlede en tilbagetrækning fra Afghanistan. Ifølge avisen er det planen, at der i slutningen af 2012 er 650 danske soldater i landet mod 750 i dag.
Der kommer også yderligere fokus på oplæring. Allerede i år skal et polititræningshold på 21 mand til Afghanistan for at undervise det afghanske politik.
Det er udenrigsminister Lene Espersen (K) og forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), der står bag regeringens nye oplæg.
Ministrene har løbende ført samtaler med ordførere fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, De Radikale samt Socialdemokraterne, som er partierne bag den danske mission i Afghanistan.
De løbende drøftelser med Folketingets partier betyder, at der ikke opstår stor politisk uenighed om regeringens udspil, for regeringen ved, hvor de andre partier står, inden udspillet bliver lagt frem.
Den radikale forhandler, tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen, er positiv over for planen.
- Der tegner sig et billede af, at der kan blive enighed om, at vi over de kommende år nedtrapper antallet af kamptropper og optrapper træningsindsatsen over for afghanske tropper. Man kan altid diskutere tempo, men retningen er rigtig, siger Niels Helveg Petersen til Ritzau.
Udenrigsminister Lene Espersen afviser at kommentere planens detaljer.
- Vi forhandler stadig med Folketingets partier. Vi er i slutspurten af forhandlingerne, men de er ikke afsluttet, og jeg kan derfor ikke kommentere på enkelte elementer, siger Lene Espersen
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned