Danmark beholder svenskernes skat

Blot 11.155 af i alt næsten 30.000 Øresundspendlere betaler skat til bolandet Sverige - og kun 24 procent af deres skattepligtige indkomst. Den danske stat indkasserer til gengæld mindst et par milliarder i skat på alle 30.000, der bor i Sverige og arbejder i Danmark. Det skriver Helsingør Dagblad.

Den danske stat overførte 1. oktober knap 615 millioner kroner til den svenske stat i skatteudveksling for de omkring 30.000 Øresundspendlere bosatte i Sverige men med arbejde i Danmark.

Men det er langt fra alle 30.000 pendlerne, der bidrager til betalingen for den offentlige service, de nyder godt af i deres svenske bopælsland.

Kun 11.155 - godt og vel hver tredje - Øresundspendler betaler skat til Sverige, og det er kun 24 procent af deres skattepligtige indkomst, der går til Sverige. Resten af skatten - omkring halvdelen - beholder den danske stat.

For den resterende del af Øresundspendlerne - i størrelsesordenen 19.000 - gælder det, at hele deres skatteindbetaling bliver i Danmark.

Det kun privat ansatte med en skattepligtig indkomst på over 150.000 kroner, der er omfattet af den dansk-svenske skatteudvekslings-aftale fra 2003.

Samtlige offentligt ansatte i kommunerne, i Hovedstadsregionen - hvilket primært vil sige de mange svenske medarbejdere på hospitalerne - og indenfor staten lægger alle deres skattekroner i den danske statskasse.

/ritzau/

Kun en tredjedel af Øresundspendlerne betaler skat til Sverige - men kun af 24 procent af deres indkomst, resten beskattes i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret