Danmark donerer en million vacciner til det vestlige Balkan
Det er vacciner fra AstraZeneca, regeringen har besluttet at donere til det vestlige Balkan. (Arkivfoto) Foto: Dado Ruvic/Reuters
Dado Ruvic/Reuters
I løbet af de kommende måneder vil Danmark begynde at sende vacciner fra AstraZeneca til det vestlige Balkan.
Regeringen har besluttet, at Danmark skal donere en million vacciner mod covid-19 til det vestlige Balkan.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Donationen består af AstraZeneca-vacciner, der ikke er en del af det generelle danske vaccinationsprogram.
Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo og Nordmakedonien vil modtage vaccinerne. Det ventes, at donationen påbegyndes over de kommende måneder.
- Det er fire lande, der har et stort behov for vaccinerne. Mens vi i Danmark har færdigvaccineret en tredjedel af befolkningen, er man slet ikke kommet så langt på Vestbalkan, og derfor betyder det rigtig meget for dem, at de kan få rullet nogle flere vacciner ud.
- De er en del af Europas nærområde. Vi har en interesse i, at de også får kontrol med pandemien der, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Donationen består af vacciner, som Danmark har købt og betalt, men som endnu ikke er leveret i Danmark.
AstraZeneca-vaccinen er blevet taget ud af det danske vaccinationsprogram på grund af bekymringer om alvorlige bivirkninger, men det gør dem ikke til et dårligt produkt ifølge udenrigsministeren.
- Det er et rigtig godt produkt, som både er godkendt af de europæiske lægemyndigheder og Danmark. De danske sundhedsmyndigheder har taget det ud af vores nationale vaccineprogram ud fra en konkret vurdering af, hvor vi er med pandemikontrollen i Danmark.
- De fordele, det giver i de lande her, opvejer klart de bivirkninger, der måtte være. Landene er meget glade for at modtage dem, siger han.
Derudover oplyste Udenrigsministeriet tidligere torsdag, at Danmark sender en million vacciner til Nordafrika og vaccinesamarbejdet Covax. Der er også tale om vacciner fra AstraZeneca.
Regeringen har også besluttet, at donere cirka 250.000 vaccinedoser til Bhutan, der akut manglede doser til gennemførelse af andet stik til en stor del af befolkningen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker