Danmark donerer to milliarder kroner mere til Ukraine
Statsminister Mette Frederiksen (S) er mandag i Kyiv for at deltage i markeringen af treårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine. Foto: Javad Parsa / Pool/Ritzau Scanpix
Donation skal blandt andet bruges til ammunition og opbygningen af en ukrainsk brigade i kampen mod Rusland.
Danmark donerer yderligere cirka to milliarder kroner til Ukraine, meddeler Statsministeriet mandag. Det sker på treårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.
Det er den 24. støttepakke fra Danmark til Ukraine. Dermed har Danmark foreløbig annonceret støtte til Ukraine for 55,5 milliarder kroner, siden Rusland gik ind i landet.
Pengene skal blandt andet bruges til at sikre ammunition til de ukrainske soldater. Derudover skal donationen bruges til at opbygge en ukrainsk brigadestørrelse sammen med de nordiske og baltiske lande.
- Ukrainerne har i tre år kæmpet heroisk i forsvar mod Ruslands fuldskalainvasion. Putins (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) krigsmaskine har gennemført brutale angreb mod civile, herunder ramt både skoler og børnehospitaler.
- Rusland har ansvaret for flere års død og ødelæggelse, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til Statsministeriets hjemmeside.
Hun er selv i Kyiv mandag for at markere årsdagen sammen med blandt andre EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Her mødtes Mette Frederiksen med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Blandt de øvrige deltagere i Kyiv er Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, Canadas premierminister, Justin Trudeau, samt EU-præsident Antonio Costa.
Også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er i Kyiv. Han sender samme budskab som statsministeren.
- Med FE's (Forsvarets Efterretningstjeneste, red.) opdaterede trusselsvurdering er det kun blevet endnu mere tydeligt, at Europa skal udbygge støtten til Ukraine, samtidig med at vi opruster i Europa.
- Vakler vi, giver vi Rusland bedre kort på hånden. Det vil være til stor skade, ikke alene for Ukraine, men for Europa, siger han til Forsvarsministeriets hjemmeside.
Mette Frederiksen har aldrig lagt skjul på sin uforbeholdne støtte til Ukraine, og det er hendes sjette besøg i landet siden krigens udbrud.
- Vi fortsætter vores støtte, så længe det er nødvendigt. Ukraine kæmper for hele Europa. Vi skal stille Ukraine i den stærkest mulige position. Jeg er stolt af, at Danmark sammen med de nordiske og baltiske lande går forrest i støtten til Ukraine.
- Nu skal vi holde fast. Levere flere våben. Hurtigere. Donere til Ukraines forsvarsindustri. For vi står i en skæbnestund. Det, vi gør nu, bliver afgørende for kommende generationer i Ukraine og i Europa, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde