Danmark er grønt forbillede for verden

Chefen for FN's klimapanel (IPCC), Rajendra Pachauri, roser Danmark for vores udvikling af grønne teknologier, heriblandt vindmøller.

- Det gør Danmark til et forbillede for resten af verdens lande, siger den 69-årige indiske økonom og miljøekspert under åbningen af FN's klimatopmøde i København.

- Der er ikke noget bedre land at lære fra end vores værtsland Danmark. Gennem en række konkrete handlinger og en bevidst politik har Danmark sikret en revolution inden for vindenergiteknologi, fastslår Pachauri.

- Moderne danske vindmøller er nu i stand til at producere næsten 100 gange mere elektricitet, end de første vindmøller, der blev produceret i 1980, konstaterer chefen for klimapanelet.

Og vindmøller er vigtige. For selv om de fleste af verdens lande er enige om, at en fremtidig klimaaftale skal holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under to grader, så vil det ifølge Rajendra Pachauri kræve, at verdens samlede CO2-udledning topper senest i 2015.

- Vi har klart understreget, at hvis temperaturen skal begrænses til mellem 2 og 2,4 grader Celsius, så skal den globale CO2-udledning toppe senest i 2015. Det er om mindre end seks år, fastslår Pachauri.

Men selv en to graders temperaturstigning vil medføre voldsomme konsekvenser, lyder advarslen fra lederen af klimapanelet.

- Den opvarmning vil i sig selv medføre en havvandsstigning på 0,4-1,4 meter. Det skal så lægges til afsmeltningen af sne og is kloden rundt, hvilket vil kunne oversvømme flere små østater og Bangladesh, påpeger Pachauri.

/ritzau/

Danmark er med sin satsning på grønne teknologier et forbillede for resten af verden, siger Rajendra Pachauri, som er chef for FN's klimapanel (IPCC).

Offentliggjort Sidst opdateret