Danmark får tirsdag fred for trusler fra EU-Kommissionen om en domstolssag om en dansk særregel, der begrænser indholdet af sundhedsskadelige transfedtsyrer i industrielt forarbejdede fødevarer.
Transfedtsyrer mistænkes blandt andet for at kunne forårsage åreforkalkning med fare for både hjertesygdomme, sukkersyge, allergi og fostres fødselsvægt.
I årevis har EU anfægtet den danske særregel fra 2003 om, at der højest må være to procent transfedtsyrer i blandt andet margarine, kager, slik, suppeblandinger og pommes frites.
Men tirsdag vil EU-Parlamentet ved en afstemning pålægge EU-Kommissionen selv at komme med forslag om, hvordan en fælles EU-grænseværdi kan laves.
Det betyder, at EU i mellemtiden ikke vil presse Danmark til at ændre reglerne.
- Vi er ikke i tvivl om, at tiden arbejder for os, siger fødevareminister Henrik Høegh (V) på baggrund af EU-Parlamentets afstemning, der vil sætte kommissionens forfølgelse af Danmark i bero, i hvert fald for en rum tid.
EU har været på nakken af Danmark under påstand om, at den danske særregel er i strid med traktatbestemmelserne for det indre marked. Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for sundhedsfaren, og i betragtning af ringe beviser er forbuddet overdrevet, har kommissionen fremført.
Blandt andre også Schweiz og den amerikanske delstat Californien har i mange år haft sådan en lovbestemt grænseværdi som Danmark.
Undervejs har det rumlet med en EU-mærkningsordning i stedet for en grænseværdi. Men hermed ville det være op til forbrugernes egen kontrol af, hvor meget transfedtsyre, de propper i sig. Det ville efter Danmarks mening være en svækkelse af den hjemlige forbrugerbeskyttelse.
Industrielt frembragte transfedtsyrer er ifølge Ernæringsrådet ti gange farligere for hjertet end almindeligt fedt. Transfedtsyrer har en kemisk sammensætning, som er farlige for menneskekroppen, fordi de skader cellerne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned