Danmark får småpenge ud af dyrt flyprojekt
Siden 1997 har Danmark år efter år brugt millioner af skatteyderkroner på udviklingen af det amerikanske Joint Strike Fighter-kampfly.
Men trods de massive investeringer har gevinsterne i form af ordrer til dansk industri, en af hovedgrundene til den danske deltagelse, været meget begrænsede. Det skriver Politiken.
- Vi har fået skrabet et par småordrer til os, men det er peanuts, siger Jan Jørgensen, administrerende direktør i forsvarsvirksomheden Danish Aerotech, til Politiken.
Kollegaen Michael Holm, der er administrerende direktør i Systematic, kalder situationen "skuffende".
Ifølge forsvaret har Danmark til dato brugt 1,2 milliarder kroner på projektet.
På gevinstsiden står ifølge de seneste tal fra Erhvervsstyrelsen beskedne 790 millioner kroner - langt fra de 25 milliarder, der så sent som i 2009 har været nævnt som ordrepotentiale til dansk industri.
Den massive investering i kampflyene møder kritik på Christiansborg.
- Det er helt vildt at bruge 1,2 milliarder kroner på noget, som vi ikke ved, om Danmark overhovedet vil have.
- Til sammenligning er der tale om et beløb, der ville kunne løse de dagpengeproblemer, vi taler om nu, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, til Politiken.
Han vil tage sagen op i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger.
- Her er en oplagt mulighed for årligt at hente 40 til 50 millioner til ekstra velfærd, tilføjer Nikolaj Villumsen.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) holder dog fast i investeringen i det amerikanske flyprojekt, skriver Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker