Danmark går forrest med at gemme politikeres e-mails
Som det formodentlig første land i verden har Danmark i det nye år taget skridt til systematisk at gemme for eftertiden, hvad alle politikerne i parlamentet modtager og sender af e-mails.
Nu skal lagringen til historien ikke blot gælde de mest centrale politikere og deres dokumenter på papir.
Alle Folketingets medlemmer har fra i år fået mulighed for med et enkelt tryk at lagre deres udvalgte e-mails, som senere kan afleveres til dvd'er, der lægges i aflåste magasiner i Rigsarkivet.
Et par generationer senere kan historikere så - måske - kaste lys over, hvad der egentligt foregik de nætter, da for eksempel bankpakkerne blev til på Christiansborg.
Kun få personer med kode får adgang til magasinerne med mails. Brugere udefra får selvsagt ikke adgang via internet eller fysiske besøg, som kan bruges til udsmugling, som Rigsarkivet tidligere har været plaget af.
Systemet med gemme e-mail med et tryk indføres, fordi politikernes indbakke ellers tømmes automatisk undervejs, når den bliver for proppet.
Det arkivmæssige problem blev opdaget, da tidligere folketingsmedlem Lone Dybkjær (R) afleverede sin mailboks. Der manglede noget, fortæller projektleder, mag.art. Peter Edelholt, Statens Arkiver.
- Det er første gang med en systematisk løsning, hvor en knap i Outlook gemmer mails i en særlig mappe. Hvis politikerne laver en aftale med os, kan vi hente fra mappen, fortæller han.
Som regel skal den slags materiale være gemt godt væk i 75 år, blandt efter krav fra datatilsynet og af hensyn til de personer, som politikerne har skrevet sammen med.
Politikernes mails bliver konverteret til såkaldte tiff-filer, som viser et billede af dokumentet. Hvis eller når det forholdsvis simple tiff-format går af mode, vil Rigsarkivet konvertere hele molevitten til et nyt læsbart format.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde