Danmark giver ekstra millioner til atomsikkerhed
I forbindelse med det internationale topmøde om atomsikkerhed i Haag i Holland i denne uge vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) øge det danske bidrag til Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, med otte millioner kroner.
Det siger hun i en mail til Ritzau forud for Nuclear Security Summit (NSS), der har USA's præsident, Barack Obama, som initiativtager.
- Et af de vigtigste mål for mødet er, at vi bliver bedre til at beskytte nukleare anlæg og radioaktivt materiale under brug, opbevaring og transport, siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:
- Det er afgørende for vores sikkerhed og tryghed, at vi undgår spredning af materiale, der kan anvendes til atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben. Derfor er vi fra dansk side meget optaget af at styrke IAEA, som spiller en afgørende rolle, siger Helle Thorning-Schmidt.
Danmark bidrager i forvejen løbende til Det Internationale Atomenergiagentur, som i 2005 fik Nobels fredspris. Agenturet arbejder sammen med medlemslandene og andre samarbejdspartnere på sikker og fredelig brug af atomteknologi.
Agenturet gennemfører blandt andet inspektioner for at sikre, at nukleart materiale kun bruges til fredelige formål.
- Danmark har også løbende bidraget til IAEAs særlige frivillige fond for nuklear sikring og herigennem til sikring af nukleare anlæg i Mellemøsten og Nordafrika. Det vil vi fortsætte med.
- Og på topmødet vil vi annoncere, at vi vil støtte IAEA med yderligere otte millioner kroner, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker