Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er bekymret for den europæiske landbrugspolitik. Hun frygter, at den liberale udvikling, EU har bevæget sig i gennem en årrække, er ved at være på tilbagetog.
- Jeg må ærligt indrømme, at jeg er bekymret for, at det bliver mere op ad bakke for de markedsorienterede synspunkter fremover, siger Eva Kjer Hansen.
De liberale kræfter i EU er utilfredse med udsigten til, at den kommende landbrugskommissær, rumæneren Dacian Ciolos, ikke vil arbejde for at få nedbragt landbrugsstøtten. Ciolos er kommet til posten med hjælp fra Frankrig, der er stor fortaler for den omdiskuterede støtteordning.
Samtidig arbejder Rumænien selv for at skrabe mere landbrugsstøtte til sig, og i store dele af EU ulmer et oprør mod liberaliseringen af landbrugsstøtten.
I sidste uge indkaldte den franske landbrugsminister højst usædvanligt alle EU-lande med undtagelse af fem til en diskussion af fremtidens europæiske landbrug i Paris.
Blandt de fem uindbudte lande var Holland, Sverige, Storbritannien og Danmark, der alle er kendt som reformvenlige lande. Det fik den hollandske landbrugsminister til vredt at erklære, at den slags møder kun bør finde sted i Bruxelles i officielt EU-regi.
Også Eva Kjer Hansen betegner det som upassende, at der dannes grupper indenfor EU.
- Det sender et uheldigt signal ikke at invitere alle. Man bør ikke holde nogen ude, og den franske landbrugskommissær har siden sagt til mig, at det ikke vil gentage sig, siger hun.
Onsdag er alle 27 landes landbrugsministre inviteret til Bruxelles for at diskutere i hvilken retning, EU's landbrugspolitik fremover skal bevæge sig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned