Lækkede krigsdokumenter viser, at koalitionens irakiske tolke var i ekstrem fare. Alligevel fortiede regeringen og forsvaret det reelle trusselsbillede og gjorde ingenting for effektivt at beskytte tolkene, før to var blevet likvideret. Det skriver dagbladet Information.
Frem til sommeren 2007, hvor den danske styrke forlod Basra, blev mindst 60 af koalitionsstyrkernes lokale tolke i Irak målrettet likvideret. Og alene i den sydøstlige del af landet, hvor den danske styrke var indsat, er antallet af likviderede tolke mindst 13.
Det fremgår af fortrolige rapporter blandt de 391.832 lækkede amerikanske krigslogger, som lørdag blev offentliggjort af netsiden Wikileaks.
Irakiske militser kidnappede, torterede og myrdede i hidtil ukendt omfang koalitionsstyrkernes hjælpere. De blev betragtet som forrædere, som kunne ligge inde med værdifulde informationer om koalitionen.
Men selv om koalitionen delte de militære rapporter, og forsvaret derfor må have kendt til faren for tolkene, gjorde den danske stat i modsætning til Storbritannien og USA ingenting for effektivt at beskytte de tolke, der arbejdede i dansk tjeneste i Irak, skriver Information.
To af de danskansatte tolke blev likvideret og en tredje skudt i maven af en snigskytte, da han klædt i civil var med på dansk patrulje. Hændelser, som måske kunne være undgået, hvis den danske styrke ligesom amerikanerne havde tilbudt tolkene at bo under beskyttede forhold i lejren, eller hvis tolkene ligesom briternes tolke havde fået lov at bære uniform.
Ligesom de irakiske tolke ikke selv blev informeret om, hvad den danske styrke vidste om deres sikkerhedssituation, blev truslen imod tolkene fortiet for Folketinget og den danske offentlighed, skriver Information. /ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde