Danmark kommer til at overskride EU-frist for nye cyberregler
Troels Lund Poulsen (V) må indse, at nye lovforslag på cyberområdet ikke bliver klar til tiden. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister beklager, at implementering af EU-direktiver om cybersikkerhed i dansk lov bliver forsinket.
Det kommer til at tage længere tid forventet, før en række nye regler for at styrke cybersikkerheden og modstandsdygtigheden hos offentlige myndigheder og private virksomheder i Danmark er på plads.
Der er tale om to EU-direktiver på området, der skal implementeres i dansk lov. Men lovarbejdet er mere komplekst end ventet. Faktisk kommer Danmark til at overskride implementeringsfristen fra EU, der er sat til den 17. oktober 2024.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) beklager forsinkelsen.
- For stadig at give erhvervsliv og myndigheder de bedste muligheder for at forberede sig på de kommende regler, arbejder Forsvarsministeriet på at sende lovforslagene i offentlig høring så hurtigt som muligt, udtaler ministeren i pressemeddelelsen.
Det var meningen, at lovforslagene om de nye regler skulle fremsættes i Folketinget i første kvartal i 2024. Men fremsættelsen af lovforslagene skydes til næste folketingssamling. Den starter i oktober 2024.
Det ene af direktiverne drejer sig om at skabe et "højere og mere ensartet cybersikkerhedsniveau" for medlemsstaterne i EU, skriver Forsvarsministeriet, mens det andet altså drejer sig om at styrke kritiske virksomheder og myndigheders modstandsdygtighed.
Forsvarsministeriet skriver ikke nærmere om reglerne. Men det oplyses, at fristen for, hvornår erhvervsliv og myndigheder skal leve op til de nye regler, ligeledes skydes, indtil lovforslagene er færdigbehandlede i Folketinget.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker