Danmark rykker nedad i lighed
Danmark rykker igen nedad på ranglisten over lighed i Europa.
Det viser de nyeste tal for EU's statistiske kontor, Eurostat.
Danmarks såkaldte Gini-koefficient, som viser graden af lighed, er den samme i 2010 som året før - 26,9. Andre lande øger imidlertid ligheden, så Danmark rykker nedad på listen.
Større Gini-tal betyder større ulighed. Et tal på 100 betyder, at al indkomst er hos en enkelt person.
Inden for EU-landene rykker Danmark en plads ned og ligger nummer 10 i 2010. Sammenlignes kun mellem de vesteuropæiske lande rykker Danmark to pladser ned fra en 6. plads til en 8. plads fra 2009 til 2010.
Norge og Finland har øget ligheden.
Blandt EU-landene er der mest økonomisk lighed i Slovenien med et tal på 23,8. Foran Danmark ligger også Sverige, Belgien, Tjekkiet, Ungarn, Holland, Østrig, Slovakiet og Finland.
Topfolk i Socialdemokratiet, som onsdag holder sommergruppemøde i Helsingør, skrev mandag i en kronik i Politiken, at økonomisk omfordeling ikke står øverst på dagsordenen.
"I 2012 er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig", skrev finansminister Bjarne Corydon, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, gruppeformand Henrik Sass Larsen og boligminister Carsten Hansen.
Flere økonomer har peget på, at regeringens skattereform med Venstre og De Konservative vil øge uligheden.
I 2001 var Danmark det vesteuropæiske land, som havde størst lighed med et Gini-tal på 22.
Chefanalytiker Jonas Schytz Juul, AE Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, siger, at uligheden blev reduceret sidste år med fjernelsen af lave ydelser som starthjælp.
- Skattereformen vil på kort sigt øge uligheden, men ikke lige så markant som forårspakke 2.0 gjorde, siger han.
Gini-målestokken bruges af de store økonomiske organisationer som OEDC. Stigninger og fald i boligpriser indgår.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned