Danmark sender 50 millioner i humanitær hjælp til Ukraine
Danmark sender 50 millioner kroner i humanitært bidrag til Ukraine, der skal hjælpe krigsramte ukrainske borgere. Her ses et område i Ukraine, der har været udsat for russisk krigsførelse. (Arkivfoto) Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Danmark sender 50 millioner kroner i humanitær hjælp til krigsramte Ukraine, oplyser minister fredag morgen.
Foruden at øge sit militære bidrag til alliancen Nato kommer Danmark også til at sende 50 millioner kroner i humanitær hjælp til Ukraine.
Det oplyser udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) fredag morgen.
- Vi skal hjælpe den ukrainske befolkning, der desværre hurtigt kan stå i en alvorlig humanitær situation som følge af den russiske invasion, siger han.
30 millioner kroner kommer til at gå til finansieringen af FN's humanitære arbejde i Ukraine, mens de resterende 20 millioner kroner går til Røde Kors' indsatser i samme område.
Støtten skal hjælpe FN og Røde Kors med at bidrage til blandt andet husly, lægehjælp, mad og vand til den ukrainske befolkning.
- Civile kan blive tvunget på flugt, og det kan blive svært at få adgang til helt basale fornødenheder som mad, vand, lægehjælp og behandling af sårede.
- Her har vi også et helt særligt ansvar for at hjælpe, fordi Ukraine er i vores eget nærområde, lyder det fra ministeren, som også understreger, at pengene også kan komme til at gå til sårede personer samt en eventuel flygtningestrøm i nabolandene.
Siden Rusland natten til torsdag påbegyndte invasionen af Ukraine, har mere end 100.000 ukrainere forladt deres hjem. Det oplyste FN's flygtningeorganisation, UNHCR, torsdag aften.
Ministeriet fastslår i pressemeddelelsen, at man er klar til at bidrage med yderligere humanitær hjælp, skulle der være behov for det.
Torsdag aften stemte Folketinget for regeringens beslutningsforslag om øget militært bidrag til Nato. Det oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter kort efter.
Danmark vil blandt andet sende flere tropper og vil bidrage med 20 F-16-kampfly til at overvåge luftrummet over Polen.
Samtidig har regeringen fået Folketingets støtte til, at de danske styrker kan operere med et nyt og langt mere alvorligt mandat.
Det nye mandat betyder, at danske tropper i yderste konsekvens må skyde først.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker