Danmark sender millioner til genopbygning af skoler i Ukraine
I regionen Mykolaiv i det sydlige Ukraine, hvor også havnebyen af samme navn ligger, har Danmark på invitation fra Ukraines regering påtaget sig en særlig rolle for genopbygning. Her ses en skolebygning, som blev ødelagt i et russisk missilangreb nær frontlinjen i Mykolaiv-regionen i efteråret sidste år. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters
Behovet for genopbygning i Ukraine er massivt, siger minister og sender 615 millioner gennem Ukrainefonden.
Danmark lancerer mandag den første civile støttepakke under Ukrainefonden til Ukraine.
Pakken er på 615 millioner kroner, som skal bruges til genopbygning af blandt andet skoler, hospitaler, bombekældre og vand-, varme- og energiforsyning.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Der er særligt fokus på havnebyen Mykolaiv og regionen omkring. Her har Danmark indgået en aftale med Ukraine om at hjælpe til med genopbygningen efter russiske angreb.
- Danmark er blandt Ukraines stærkeste partnere, og behovet for hjælp til genopbygning er desværre massivt.
- De ukrainske børn skal kunne komme i skole, og man skal kunne få den nødvendige sundhedsbehandling på et hospital, når der er behov, selv om der er krig, udtaler Dan Jørgensen (S), der er minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, i pressemeddelelsen.
110 af millionerne går til den danske statslige fond Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og deres investeringer i genopbygning.
Derudover går knap 101 million kroner til FN's projektledelseskontor (Unops), der har hovedsæde i København.
Unops har til formål at hjælpe med infrastruktur- og bæredygtighedsprojekter på vegne af FN.
Udover genopbygning er der også sat nogle millioner af i støttepakken til humanitære indsatser.
Det betyder penge til FN, Internationalt Røde Kors (ICRC) og danske civilsamfundsorganisationer.
Det største beløb på 100 millioner kroner gives til danske organisationer, der arbejder med beskyttelse, fordeling af nødhjælp til svært tilgængelige områder samt humanitær minerydning.
I marts blev alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet enige om at oprette Ukrainefonden.
I juni blev et bredt flertal i Folketinget enige om at øge støtten. Dermed afsættes der samlet for 21,9 milliarder kroner til Ukrainefonden over de næste fem år.
Forud for det var der afsat 10,7 milliarder til støtte til Ukraine både omgående og de kommende år. Det betyder, at det samlede støttebeløb gennem fonden er 32,6 milliarder kroner.
Der er i 2023 afsat 1,2 milliarder kroner til civile indsatser i Ukraine og øvrige østlige nabolande.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker