Danmark sender piratjægeren Absalon til Middelhavet
Pirattruslen mod handelsskibe ud for Somalia er nu så lille, at Danmarks krigsskib får ny opgave i Middelhavet
Det bliver krigsskibet Absalon, der hidtil har jagtet pirater i Det Indiske Ocean, der næste år skal sendes til Middelhavet som svar på Tyrkiets anmodning om at øge Nato-landenes forsvarskapacitet i regionen.
Det oplyser forsvarsminister Peter Christensen (V).
- Situationen ud for Somalia er nu så positiv, at vi kan flytte Absalon til Middelhavet. Der har været et enormt fald i truslerne mod handelsskibene, siger ministeren.
- Anti-piratmissionen er dybest set en enorm succes. Der har ikke været konkrete overfald i meget, meget lang tid. Det skyldes både Nato-missionen, men det skyldes også, at handelsskibene er blevet bedre til at styrke sig, så de kan modstå angreb.
Ifølge forsvarsministeren er der ikke noget, der tyder på, at piraterne vil vende tilbage, når Nato-skibene forlader farvandet ud for Afrikas Horn.
- Det er også Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering, at der ikke er noget forestående behov.
- Men vi er meget optaget af at sikre vores handelsflåde, så skulle der ske en udvikling tilbage til mange overfald, vil vi kunne flytte vores ressourcer til området igen, siger Peter Christensen.
Det danske skib skal formentlig bidrage til flådestyrken i Middelhavet over en periode på tre måneder næste år.
Tyrkiet har anmodet Nato om øget militær tilstedeværelse, efter at Rusland har interveneret militært i Syrien og opstillet missilsystemer i det krigshærgede land.
Ifølge Jyllands-Posten ventes flere andre Nato-lande også at svare positivt på den tyrkiske anmodning på et møde mellem Natos udenrigsministre tirsdag og onsdag i Bruxelles.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned