Danmark skærer i hjælpen til de fattige

Regeringen vil skære i hjælpen til verdens fattigste lande over de kommende år. Det fremgår af regeringsgrundlaget.

Frem til 2013 vil regeringen nemlig fastholde udviklingsbistanden på nominelt 15,2 milliarder kroner.

I mellemtiden vil pengene blive mindre værd på grund af en øget økonomisk vækst og en øget klimabistand, der bliver taget fra puljen.

Karsten Lauritzen, der er udviklingsordfører for Venstre, kalder beslutningen et spørgsmål om prioritering:

- Hvis man skal øge udviklingsbistanden yderligere, så skal pengene findes, og det kan vi ikke, sådan som statens finanser ser ud i øjeblikket.

SF's udviklingsordfører, Steen Gade, kalder det urimeligt, at de fattige lande skal betale for den økonomiske krise. Han mener, det er unødvendigt at skære ned.

- Man skal prioritere, men det er jo ikke et spørgsmål, om man skal sætte den ned. Det her en diskussion om, hvor hurtigt vi skal sætte den op, for det har vi har lovet, hvis vi lægger klimabistanden oven i.

Han kritiserer specielt, at de penge, der bliver brugt til klimabistand, efter klimatopmødet i København bliver taget fra udviklingsbistanden.

Karsten Lauritzen anerkender, at ikke alle klimapengene er nye, sådan som det er lovet i aftalen:

- Jeg så da gerne, at det var helt nye penge, men det er der kun nogen af dem, der er, fordi vi har valgt at føre en økonomisk ansvarlig politik.

Ritzau kunne onsdag fortælle, at Danmark er det eneste land, der har skåret i udviklingsstøtten siden 2001, hvis man ser på de lande, vi normalt sammenligner os med.

/ritzau/

Beslutningen om at fastholde ulandsstøtten på 15,3 mia. kr. over fire år vil udhule støtten på grund af inflation og øget økonomisk vækst, frygter oppositionen.

Offentliggjort Sidst opdateret