Danmark skal rådgive G20-topmødet om grøn omstilling
Dan Jørgensen skal deltage i møder med G20-landenes ministre for at indrette en ny erklæring om de største økonomiers klimahandling. (Arkivfoto). Foto: Thaier Al-Sudani/Reuters
Til det kommende G20-topmøde i Brasilien skal Danmark være med til at udforme en ny klimaerklæring.
Selvom Danmark ikke er i nærheden af at være en af verdens tyve største økonomier, skal danske embedsfolk og det politiske niveau alligevel spille en rolle på det kommende G20-møde.
Formandslandet Brasilien har inviteret Danmark til at være med i arbejdsgruppen for klima og miljø, hvor landene skal blive enige om en erklæring for ny handling.
- Det er en enestående chance for, at et lille land som Danmark kan påvirke de lande, der samlet står for 70-80 procent af verdens udledning af drivhusgasser, siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S).
Dagsordenen er særligt omstilling af energisystemer fra fossile kilder til vedvarende energi.
Den danske rolle bliver blandt andet at vejlede i, hvordan man kan indrette et energisystem, der indeholder forskellige former for vedvarende energi fra eksempelvis solceller og vindmøller.
Også strategier til at bruge det private erhvervslivs kapital til investeringer i grøn energi tager Danmark med til bordet.
G20-mødets arbejde følger efter erklæringen fra klimatopmødet COP28 om, at verden skal omstille sig væk fra fossile brændstoffer.
I flere af verdens store økonomier er det dog en central udfordring for deres omstilling, at det er svært at indfase den grønne energi, der svinger mere end den stabile fossile energi.
- Det er én ting at skrive det ned. Men det skal følges op af, hvordan man så gør det. Der har Danmark ret gode erfaringer og konkrete løsninger til, hvordan man får mere vedvarende energi ind i sine energisystemer, siger Dan Jørgensen.
Konkret skal Danmark på embedsmandsniveau deltage i en møderække og arbejdsproces, mens Dan Jørgensen skal deltage i møder med ministrene fra G20-landene, der blandt andet tæller USA, Kina og Indien.
- Det er klart, at vi ikke har stemmeret i det fora. Men vi er inviteret med, fordi de gerne vil lytte til os, og vi kan gøre vores meninger gældende, give gode råd og vejledning, som vi håber kan påvirke beslutningerne, siger Dan Jørgensen.
G20-topmødet finder sted den 18. og 19. november i Rio de Janeiro, og arbejdssporet begynder løbende inden da.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet