Danmark skal være et eldorado for lystfiskere
Lystfiskeri er en udbredt folkesport. Samtidig trækker fiskeriet mange turister til Danmark. Fredag præsenterer Radikale Venstre et forslag til en handleplan, der skal skrue op for lystfiskeriet. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Lystfiskeri er en dansk folkesport. Men potentialet er endnu større ifølge et udspil fra De Radikale.
Næsten 570.000 danskere griber hvert år en fiskestang for at fiske i åer, søer, ved kysterne eller i put & take-søer.
Det fremgår af en ny rapport fra Lystfisker Danmark, Dansk Lystfiskeri og Niras.
Den slår fast, at fiskeriet er en af danskernes helt store fritidsaktiviteter.
Blandt mænd endda den mest udbredte helt op til 70-års alderen, viste en rapport fra Videnscenter for Folkeoplysning for to år siden.
Lystfiskeri trækker også over 230.000 udenlandske lystfiskere til landet og vandet. Samlet bidrager lystfiskeri til økonomien med godt 2,15 milliarder kroner om året.
Men potentialet og dertilhørende turisme er langt større i et land omgivet af hav til alle sider og spækket med søer og åer.
Det mener lystfiskerorganisationerne og Radikale Venstre, der fredag på Christiansborg præsenterer et forslag til en handlingsplan. Den skal sætte fuld skrue under lystfiskeriet.
Radikale Venstres leder, Martin Lidegaard, kalder lystfiskeriet et overset område med stor naturmæssig, velfærdsmæssig og økonomisk betydning for Danmark.
- Det er et område, der har levet en kummerlig tilværelse, og det vil vi gerne rette op på, siger han om den otte punkt lange handlingsplan.
Han mener, at de store erhverv landbrug og kommercielt fiskeri har fortrængt lystfiskeriet.
- Landbruget med sine store udledninger af kvælstof og fiskeriet med et stort fisketryk. Med stærke lobbyorganisationer er de løbet med det meste af opmærksomheden på lystfiskeriets bekostning, siger Martin Lidegaard.
Derfor mener han, at timingen er perfekt nu, hvor lystfiskeriet kan tænkes ind i den grønne trepart. Den blev indgået i juni og skal danne grundlag for en omlægning af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen.
Timingen er desuden perfekt, fordi der i efteråret skal forhandles en ny fiskeriaftale.
Her forestiller han sig for eksempel, at arter som gedde, aborre, sandart, havørred og laks fremover kun skal kunne fanges af lystfiskere.
- Det er fiskeri, der kun har marginal økonomisk betydning for det kommercielle fiskeri, men kæmpestor betydning for lystfiskeriet, siger Martin Lidegaard.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker