Danmark slipper for uønsket fattigdomsmål

Danmark kan ånde lettet op. EU's regeringsledere er enige om at droppe et udskældt fattigdomsmål i sin vækstplan frem mod 2020.

Dermed undgår den danske regering at skulle lave en fattigdomsgrænse, som den selv anser for ubrugelig.

Et af EU-Kommissionens fem hovedpunkter i oplægget til vækstplanen var, at der skal være 20 millioner færre fattige EU-borgere - hvor en fattig er defineret som en person, der lever for under 60 procent af den såkaldte medianindkomst i sit hjemland.

- Hvis man lagde det her ned over den koreanske halvø, ville man nå den konklusion, at der er mindre fattigdom i Nordkorea, end i Sydkorea, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Samtidigt ville de fleste studerende blive regnet med som fattige i Danmark.

Derfor er alle tal visket ud, og punktet skudt til hjørne indtil det næste EU-topmøde i juni. I mellemtiden skal der findes andre målbare indikatorer, der ifølge kritikere giver et bedre billede af de dårligst stillede i Europa.

- Det er klart meningen, at der også på det punkt om fattigdom og social inklusion skal nogle målbare mål på. Det er hele filosofien i det her koncept, siger Danmarks statsminister.

Løkke Rasmussen henviser til erfaringerne fra Lissabonstrategien for 2000-2010, som er blevet kritiseret for sine mange ukonkrete ambitioner.

Kommissionens formand, José Manuel Barroso, der er arkitekten bag den nye plan, var ikke begejstret, efter at regeringslederne havde dumpet hans fattigdomsmål og generelt stillet spørgsmålstegn ved EU's rolle på området. Men han respekterer deres afgørelse.

- Det er nødvendigt at arbejde videre med de præcise indikatorer. Men det er et fremskridt, at alle lande er enige om, at det er en europæisk opgave at bekæmpe social eksklusion og fattigdom, siger han.

To tredjedele af EU-landene arbejder i dag med en fattigdomsgrænse, men den danske regering har hidtil afvist at definere en.

/ritzau/

EU dropper at måle fattigdommen udelukkende ud fra, hvor meget borgerne tjener. Frem til EU-topmødet i juni skal der udarbejdes et mere sigende mål.

Offentliggjort Sidst opdateret