Danmark støtter redningsplan for EU's klimakvoter
Efter at have trådt vande i en rum tid har regeringen nu besluttet at bakke op om EU-Kommissionens forslag om at trække 900 millioner CO2-kvoter midlertidigt ud af markedet.
Dermed er Danmark et af de sidste lande i EU, der tager stilling til spørgsmålet.
Støtten sker på betingelse af, at kommissionen laver en langsigtet køreplan, der kan sikre, at systemet også fremover vil være et vigtigt værktøj i kampen mod klimaforandringer.
- Kommissionens forslag er et forsøg på at redde kvotemarkedet, som i øjeblikket er præget af ekstremt lave priser, og det har vi altså valgt at støtte, siger klimaminister Martin Lidegaard (R) .
- Men vi kræver samtidig, at kommissionen laver en køreplan for strukturelle ændringer af kvotesystemet, tilføjer han.
Forslaget fra klimakommissær Connie Hedegaard vil trække en stor portion CO2-kvoter midlertidigt ud af markedet for at presse kvoteprisen op.
CO2-kvoterne har siden 2008 mistet op mod 90 procent af deres markedsværdi og er i øjeblikket værdiløse som redskab til at fremme en grøn omstilling i Europa.
- Det er meget vigtigt, at der inden længe kommer en plan for, hvordan vi mere grundlæggende sikrer, at kvotemarkedet fungerer, siger klimaministeren.
- Nu siger vi ja til et kortsigtet indgreb, men gør det samtidig klart, at det er nødvendigt med en langsigtet løsning, tilføjer Martin Lidegaard.
Ifølge klimaministeren skyldes regeringens tøven, at man har været nødt til at foretage en grundig undersøgelse af, hvad kommissionens forslag vil give af resultat.
Dansk Industri mener, at Hedegaards forslag vil forværre industriens konkurrenceevne, og at der vil komme en markant stigning i kvoteprisen. Andre mener, at det slet ikke vil have nogen effekt.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde