Danmark trækker soldater ud af Afghanistan
Danmark trækker i august hold 15 hjem fra Afghanistan som det sidste hold kampsoldater, skriver socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, på Facebook.
- Vi trækker de sidste kamptropper hjem til august og siger til hold 16, der ellers var klar til at rejse af sted, at de kan blive hjemme. Danmark har aftalt med briterne, at næste fase i genopbygningen af det hærgede land begynder nu, skriver ordføreren.
Tilbagetrækning af kamptropper sker et halvt år før tid i forhold til den såkaldte Helmand-plan.
Danmark havde i 2011 720 soldater i Afghanistan. I løbet af andet halvår 2012 er antallet faldet til 650 personer. Til efteråret vil det danske bidrag være nede på omkring 300 soldater, oplyser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde.
I alt er 43 danske soldater blevet dræbt i den knap 10 år lange konflikt.
Den danske indsats i Afghanistan har indtil videre kostet 13 milliarder kroner. De militære udgifter beløber sig til 9,8 milliarder kroner, mens der er ydet udviklingsbistand for 3,3 milliarder kroner.
Taliban blev fordrevet fra magten i Kabul i slutningen af 2001, da en amerikanskledet koalition rykkede ind i landet i kølvandet på terrorangrebet på USA 11. september.
Danske tropper har fra midten af 2006 været indsat i det sydlige og østlige Afghanistan - Helmand-provinsen - i kampen mod Taliban. Soldaterne har været under ledelse af ISAF og britisk militær.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker