EU må selv tage den medicin, som Kommissionen skriver i recepten til 27 medlemslande i gældskrisen. Derfor må fællesskabet spænde livremmen ind ligesom de gældsramte lande, der vedtager skrappe spareplaner.
Sådan siger finansminister Bjarne Corydon (S).
Han fik fredag mandat i Folketingets Europaudvalg til at forhandle EU's 2012-budget 18. november med EU's finansministre. Mødet var historisk, da Enhedslisten for første gang nogensinde stemte for et mandat, fordi regeringen er kritisk over for Kommissionen.
- Det handler om budgetdisciplin. EU må selv tage den medicin, fællesskabet byder medlemslandene i den økonomiske politik. Budgettet er klart for højt i en tid, hvor de nationale budgetter er under pres, sagde Bjarne Corydon.
Mens EU's finansministre i Ecofin-rådet vil stramme livremmen, er spenderbukserne kommet på i Kommissionen og EU-Parlamentet, som 18. november forhandler budgettet med Ecofin, før EU's finansministre mødes.
Parlamentet har fået større magt over budgettet med Lissabon-traktaten.
Kommissionens budgetforslag koster Danmark 20,2 milliarder kroner i 2012, Ecofins forslag står Danmark i 19,6 milliarder kroner, mens Parlamentets pris er 20,2 milliarder kroner i dansk EU-kontingent.
Dansk Folkeparti stemte som eneste parti imod mandat til regeringen. EU må lære at spare, sagde EU-ordfører Pia Adelsteen.
- Kan man ikke få banket ind i hovederne på Kommissionen og Parlamentet, at EU faktisk har en krise? Det virker ikke sådan, sagde hun.
Venstres forhenværende klimaminister Lykke Friis støttede regeringens hårde budgetlinje.
- Man skal gøre det samme ude, som man gør hjemme, sagde hun.
Der var også støtte fra tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K).
- Vi er fuldstændig enig med regeringens linje, sagde hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde