Danmark vil være mest muligt med i finanspagten for eurolandene.
Det fik økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) fredag mandat til fra Folketingets Europaudvalg. Her var kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance imod, mens hun fik støtte fra Venstre og De Konservative.
Finanspagten stiller strenge krav til at begrænse statslige underskud. Medlemslandene kan straffes, hvis de ikke bremser underskuddet. Pagten er åben for EU-lande, også dem, der som Danmark står udenfor euroen.
Mandag forhandler Margrethe Vestager finanspagten med 26 andre finansministre ved Ecofin-mødet i Bruxelles. Pagten skal forhandles færdig 30. januar ved et EU-topmøde.
- Aftalen er et skridt i retning af at styrke holdbarhed og troværdighed af den økonomiske politik i EU og i eurolandene. Det er for os at se en klar og afgørende forudsætning for, at vi igen kan få vækst og øget beskæftigelse i Europa, siger Margrethe Vestager.
Finanspagten er en mellemstatslig aftale, fordi Storbritannien nedlagde veto mod en EU-aftale ved EU-topmødet i december. Danmark går ifølge Vestager med, hvis vi ikke skal ændre grundloven, men styrer økonomien stramt ved en national budgetlov.
Desuden vil Danmark have en fleksibel vurdering af, hvordan underskuddet opgøres i Danmark. Her påvirkes regnskabet mere end i andre EU-lande af, at dagpengeudgifterne stiger, mens skatteindtægter svinder med konjunkturerne.
- Det er et nyt sæt spilleregler for de europæiske lande, sagde Margrethe Vestager.
Med finanspagten må medlemslandene højst have et offentligt underskud på 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Vokser underskuddet, skal de gribe ind. Ellers risikerer de at blive idømt en bøde til eurolandenes stabilitetsfond.
Danmark overvejer at stå udenfor bødereglerne, fordi pengene kun tilfalder eurolandene.
Når aftalen er vedtaget 1. marts, vurderer Justitsministeriet, om Danmark overfører så meget suverænitet efter grundloven, at finanspagten skal til folkeafstemning.
Det, vurderer regeringen, ikke er nødvendigt, siger Margrethe Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde