Klimakommissionens vision for et Danmark uden fossile brændsler i 2050 er ambitiøs. Men det er vigtigt, at den fører til politisk handling på den korte bane, siger Lars Aagaard, direktør i brancheorganisationen Dansk Energi.
- Det er et meget presserende spørgsmål, hvordan vi får gjort opvarmningen i de store byer fri af fossile brændsler. Vi må have afklaret, hvilken rolle biomasse skal spille de næste 10 år, siger han.
Lars Aagaard beklager, at regeringen i finanslovforslaget lægger op til at skære bevillingerne til udvikling af ny energiteknologi fra 417 millioner kroner til 53 millioner.
- Det må rettes op igen. Og så synes jeg, Klimakommissionen undervurderer behovet for fælles europæisk handling. Vi har jo i forvejen en fossilafgift, der hedder CO2-kvoter, siger han med henvisning til EU's kvotesystem.
Dansk Energi opfordrer regeringen til som det første at gå efter at hæve EU's CO2-reduktionsmål fra 20 til 30 procent i 2020. Det har Venstres folketingsgruppe og Dansk Folkeparti hidtil afvist.
- Vi er enige i, at det skal koste mere at bruge fossile brændsler. Men i stedet for nationale afgifter, der bare rammer Danmarks konkurrenceevne uden effekt for klimaet, bør regeringen helhjertet gå efter at skærpe det fælles europæiske CO2-mål, mener Lars Aagaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned