EU-Kommissionens forslag om at hæve EU-budgettet med næsten fem procent i 2012 falder langt fra i god jord hos Dansk Erhverv.
For mens regeringerne i stort set alle Europas lande har måttet skære i de nationale budgetter, så er det "helt igennem uforståeligt", at EU's budget skal have lov til at stige på den måde.
Det mener Kasper Ernest, der er leder af Dansk Erhvervs Bruxelles-kontor.
- Det er simpelthen galimatias at foreslå en så stor budgetforøgelse, mens medlemslandene sparer for at holde budgetterne under kontrol, siger Kasper Ernest.
Kommissionen har fremlagt forslaget om budgetforøgelse hen over påsken. Tilvæksten lyder på 6,2 milliarder euro, hvilket betyder, at det samlede EU-budget vil komme til at lande på 132,7 milliarder euro - svarende til 990 milliarder kroner.
Ifølge EU-Kommissionen er der brug for de mange flere milliarder til EU-budgettet, da der skal bruges flere penge på at finansiere store infrastrukturprojekter i de fattige regioner i EU.
Der er ligeledes brug for flere midler til forsknings- og innovationsprojekter, vurderer EU-Kommissionen.
Men Dansk Erhverv er uforstående over for kommissionens begrundelser og mener ikke, at Danmark og resten af Europas borgere skal betale mere til EU-budgettet.
- Danmark bør nu stå fast på, at der ikke må ske forøgelser af budgettet for 2012 ud over den almindelig stigning i inflationen, inden vi overtager formandsposten og forhandlingerne om de langsigtede budgetter fra 2014-2020 efter nytår, siger Kasper Ernest.
Store EU-medlemslande som Holland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig har også allerede rettet skarp kritik mod kommissionens forslag.
Der er derfor allerede nu lagt op til hårde forhandlinger, når forslaget skal drøftes i både EU's Ministerråd og i EU-Parlamentet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde