Dansk Erhverv: Sass Larsen bør fortsætte reformsporet
Når Henrik Sass Larsen (S) stiller sig bag roret i Erhvervs- og Vækstministeriet, bør han fortsætte reformsporet fra Annette Vilhelmsens (SF) periode som minister.
Det skriver Dansk Erhverv i en kommentar fredag.
- Jeg ser frem til samarbejdet med Henrik Sass Larsen og håber på, at han vil fortsætte reformsporet, som er afgørende for dansk vækst, siger Dansk Erhvervs administrerende direktør Jens Klarskov i meddelelsen.
Han benytter desuden lejligheden til at takke den afgående erhvervs- og vækstminister, Annette Vilhelmsen, for samarbejdet.
Jens Klarskov henviser til, at Vilhelmsens tid som minister blandt andet har affødt både vækstteams og Virksomhedsforum, der arbejder for at mindske de administrative byrder for erhvervslivet i Danmark.
Ifølge Dansk Erhverv er over 65 procent af privatansatte danskere ansat i servicesektoren, og tallet er stigende.
- Det er derfor afgørende for dansk økonomi, at servicesektoren fortsat er en central del af regeringens vækststrategi, siger Jens Klarskov.
Han understreger, at regeringens tiltag hidtil fortsat efterlader plads til - og behov for - reformer, der kan bidrage til virksomhedernes konkurrenceevne.
- Verden omkring os og de lande, Danmark konkurrerer med, står ikke stille, skriver Dansk Erhverv i meddelelsen og fortsætter:
- Der er brug for løbende at gennemføre forbedringer, der mindsker virksomhedernes omkostninger, reducerer bøvl og forbedrer konkurrenceevnen i takt med, at det økonomiske råderum hertil opstår.
Interesseorganisationen slår desuden på tromme for, at den offentlige sektor bør mindskes og effektiviseres for at gøre plads til, at lade private aktører deltage i udførelsen af offentlige opgaver.
- Vi ser mange steder, hvor man med stor fordel kan få private aktører til at varetage opgaver i stedet for det offentlige, og det håber vi på en dialog med den nye minister om, siger Jens Klarskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned