Dansk EU-parlamentariker føler sig hånet af kommissær

Et år efter at den danske europaparlamentariker Dan Jørgensen (S) afleverede 1,1 million underskrifter til EU-Kommissionen med krav om, at slagtedyr højst må transporteres på Europas veje i otte timer, konstaterer han torsdag, at det næppe bliver til noget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jørgensen var torsdag på besøg hos forbrugerkommissær Tonio Borg, der ikke har i sinde at leve op til sin forgænger, den fyrede kommissær John Dallis løfte om, at der inden 2014 skulle komme et forslag til bedre dyrevelfærd. Herunder om transporttiderne.

- Det er jo en hån mod Europas borgere. Det er meget, meget sjældent, at man har så sikker en indikation på, hvad det er, folk egentlig vil have. Det giver sig selv, at der er behov for ny lovgivning.

- Og så bliver man bare hældt af brættet af EU-Kommissionen. Det er selvfølgelig dybt, dybt skuffende, siger Dan Jørgensen efter mødet med kommissær Borg.

Kommissærens talsmand, Frederic Vincent, siger til Ritzau, at kommissæren er meget optaget af dyrenes velfærd. Men at der allerede er regler på området, og at man derfor vil koncentrere sig om faktisk at få medlemslandene til at overholde dem.

- Kommissionen vil blive ved med at arbejde på sagen. Men hvad angår vedtagelsen af konkrete tiltag i den nærmeste fremtid, så er det ikke noget, der er planer om i øjeblikket, siger Vincent.

Ifølge en kilde i kommissionen har EU-Kommissionens generalsekretær bedt Borg om at holde igen med nye forslag, fordi der skal være tid til at gennemføre vigtigere sager, inden valgkampen buldrer løs forud for næste års europaparlamentsvalg.

Dan Jørgensen tror dog snarere, at kommissærens tøven hænger sammen med, at Borg er under massivt pres fra landbrugs- og transportsektorens lobbyister.

- Kommissæren træder vande og taler udenom. Han ved tydeligvis godt, at han har en meget uheldig sag. Han er selvfølgelig ked af, at han nu bliver syndebuk.

- Men sådan må det blive, når han ikke vil agere, siger Dan Jørgensen og bebuder, at han nu "sætter alt ind på massiv kritik" og vil gøre spørgsmålet om dyrevelfærd til et tema i alle lande op til valget næste sommer.

/ritzau/