Dansk fængsel i Kosovo kan få andre indsatte end planlagt
Gjilan-fængslet, der ligger omkring 50 kilometer fra Kosovos hovedstad, Pristina, er her fotograferet i 2021. I efteråret 2026 er planen, at indsatte fra Danmark kan afsone i fængslet. (Arkivfoto). Foto: Str/Ritzau Scanpix
Danmark ville i dag med nød og næppe kunne fylde Kosovo-fængsel med udvisningsdømte, som er målgruppen.
Lige siden planen om leje af 300 fængselspladser i Kosovo første gang blev omtalt i 2021, har meldingen fra socialdemokratiske justitsministre været klar: Fængslet er tiltænkt udvisningsdømte kriminelle fra tredjelande.
Men skulle justitsminister Peter Hummelgaard (S) fylde fængslet op i dag, ville han kun med nød og næppe kunne finde udvisningsdømte nok i danske fængsler.
Per 8. september var der 293 indsatte, der passer på Kosovo-målgruppen, viser tal fra en aktindsigt hos Kriminalforsorgen.
Fra 2021 til 2023 var tallet i gennemsnit endnu lavere.
I Danmark er det politisk aftalt, at der maksimalt må belastes 96 procent af et fængsels kapacitet. Det svarer til, at Kosovo-fængslet må have 288 indsatte.
Peter Hummelgaard er dog ikke bekymret for, om fængslet i Kosovo kan fyldes med den tiltænkte målgruppe, når det ventes at åbne i efteråret 2026.
- Alt tyder på, at vi kommer til at se endnu flere udvisningsdømte, kriminelle udlændinge, der vil kunne afsone i Kosovo.
- Alene i arresten i Vestre Fængsel er det 66 procent af de indsatte, der er enten udlændinge, indvandrere eller efterkommere, siger Hummelgaard til Ritzau.
Han har i denne uge været på besøg ved Gjilan-fængslet i det østeuropæiske land for blandt andet at underskrive en kontrakt med den bygherre, der skal ombygge fængslet til danske forhold.
Det er dog ikke alle udvisningsdømte kriminelle fra lande uden for EU og EØS-samarbejdet, som regeringen kan sende til Kosovo.
Først og fremmest prioriteres udvisningsdømte uden børn i Danmark, når pladserne skal fordeles.
Men sidder en udvisningsdømt i fængsel for terrorhandlinger, krigsforbrydelser eller har behov for lægehjælp uden for fængslet på grund af eksempelvis en "alvorlig psykisk lidelse", må den indsatte ikke sendes til Kosovo. Det fremgår af traktaten mellem de to lande.
- Det, vi planlægger efter, er, at det skal være udvisningsdømte, kriminelle udlændinge, som heller ikke har en fremtid i Danmark, siger Peter Hummelgaard.
- Hvis det viser sig, at vi står i en situation, hvor der ikke er nok udvisningsdømte, kriminelle udlændinge og samtidig stadigvæk er presset på kapaciteten (i fængslerne i Danmark, red.), så må vi tage bestik af det og se, om vi skal have andre typer af afsonere. Men det er der altså ikke lige nu noget, der tyder på, bliver tilfældet.
Spørgsmål: Kunne det også være danske statsborgere?
- Som traktaten og loven er udformet, så kan det være et scenarie. Men det er ikke det, vi planlægger efter, og det er heller ikke det scenarie, vi kigger ind i.
Justitsministeriet oplyser, at justitsministeren ved lov har bemyndigelse til at "fastsætte regler om målgruppen for afsoning i Kosovo".
Danmark kommer til at betale Kosovo over 1,1 milliard kroner for at leje fængselspladserne i ti år.
/ritzau/
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland