Dansk Folkeparti forlader forhandlinger om ny flyafgift
Dansk Folkeparti kommer ikke med i en aftale om en ny flyafgift. Transportordfører Nick Zimmermann kritiserer regeringens tilgang til forhandlingerne kraftigt. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vi kunne lige så godt have forhandlet med en kontorstol, siger DF-ordfører om regeringens forhandlingstilgang.
Dansk Folkeparti er ude af forhandlingerne om en ny flyafgift, oplyser partiets transportordfører Nick Zimmermann.
DF er særlig bekymret for de mindre danske lufthavne, som spås en nedgang i indenrigsluftfarten på ni procent. Regeringen har lagt op til at kompensere dem, men det er ikke nok, mener Zimmermann.
- Vi har spurgt ind til, hvordan pokker man vil kompensere de her små lufthavne. De skaber job og omsætning. Propper man det her på, risikerer man, at mange af dem lukker og slukker.
- Det er sådan set lufthavnene selv, der siger, at det ikke er i nærheden af at være nok, siger han.
Også Danmarksdemokraterne er ude af forhandlingerne. Det meddelte finansordfører Dennis Flydtkjær på det sociale medie X torsdag.
Regeringen vil indfase en flyafgift fra 2025, der forhøjes hvert år og i 2030 i gennemsnit skal nå op på 100 kroner.
En stor del af provenuet skal gå til en forhøjet ældrecheck, mere end halvdelen i årene 2025-2029. Resten skal gå til investeringer i grøn luftfart.
Selv om Dansk Folkeparti generelt ser positivt på løft af ældres økonomi, mener Nick Zimmermann, at man her spænder de ældre for en vogn.
- Man bruger jo den her afgift som et misfoster. Man skubber de ældre foran sig og siger: Se hvor god den her afgift er. Det skal lyde, som om man har et socialt formål, men det har man ikke, siger han.
Også andre partier og lufthavne har kritiseret, at ældrechecken er blevet blandet ind i en kommende aftale om luftfart.
Desuden siger Zimmermann, at partiet "lige så godt kunne have forhandlet med en kontorstol".
Han siger med andre ord, at regeringen ikke har været åben for ændringsforslag.
- Regeringen har sagt, at her er papiret, skriv under, eller lad være, siger Zimmermann.
- Vi kom sådan set med nogle meget rimelige forslag på kryds og tværs og de bekymringer, vi har hørt fra især jyske lufthavne. Det var man ikke interesseret i, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker