Dansk klimahjælp tages fra ulandsbistand

Med en kontant check på 1,2 milliarder kroner over de næste tre år, mener den danske regering nu, at Danmark går forrest med nye klimamidler til ulandene.

Men det er man langt fra enige om hos en række grønne og humanitære organisationer. De beskylder derimod regeringen for både at underminere det almindelige nødhjælpsarbejde ved at tage klimapengene fra ulandsbistanden og for at genbruge gamle klimaløfter.

- Regeringen går åbenbart efter den hurtige succesoverskrift. Men jeg synes i virkeligheden, det er rimelig vovet, at Danmark som værtsland forsøger at snyde med tallene på den måde, siger Trine Pertou Mach, formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

Den klimapulje, som regeringen forsøger at sælge som nye klimaløfter til ulandene, blev således allerede oprettet for to år siden og er også med i regeringsgrundlaget. I år har puljen været på 200 millioner kroner, næste år stiger den til 300 millioner, 400 millioner kroner i 2011, og til sidst 500 millioner i 2012.

Men udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) mener alligevel, at Danmark viser handlekraft på et afgørende tidspunkt i klimaforhandlingerne.

- Det har jo været meldt ud før, at vi vil lave en klimapulje. Men det nye er, at klimapuljen nu øremærkes til opstartsfinansieringen, siger hun.

Samtidig kritiseres regeringen også kraftigt for, at klimapuljen finansieres med midler fra den regulære ulandsbistand. Når klimapuljen næste år stiger med 100 millioner kroner, betyder det dermed også 100 millioner kroner mindre til andre ulandstiltag.

- Det har hele tiden stået klart, at det skal være reelle nye og ekstra penge. Ellers er det bare at tage nogle penge fra de fattige og så give dem til de fattige igen under et nyt navn, siger Jan Søndergaard, politisk rådgiver i Greenpeace.

/ritzau/

Den danske regering hælder gammel vin på nye flasker med gentagelsen af et to år gammelt løfte om klimapenge til ulandene. Pengene tages fra ulandsbistanden.

Offentliggjort Sidst opdateret