Dansk Metals A-kasse: Dagpengereform er en katastrofe
Kravet om at ændre dagpengereformen blev slået fast med syvtommersøm, da SF holdt sommergruppemøde i de grå lokaler hos Metal Hovedstadens A-kasse onsdag.
A-kassen for metalarbejdere ønsker ligesom SF et opgør med dagpengereformen, der har resulteret i, at 34.000 personer mistede retten til dagpenge sidste år.
- Vores erfaring er, at to års dagpengeret ikke er nok til at finde tilbage til arbejdsmarkedet, siger bestyrelsesmedlem og kasserer i Metal Hovedstaden Kaj Nielsen.
Den udskældte dagpengereform blev til i VK-regeringens tid med støtte fra Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Her blev dagpengeperioden reduceret fra fire år til to. Derudover blev genoptjeningsperioden forlænget fra 26 til 52 uger.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og De Radikales leder, Margrethe Vestager, har allerede inden finanslovforhandlingerne afvist at rokke ved dagpengereformen.
Det har fået en god ven af Socialdemokraterne, Dansk Metal, til at tale med store bogstaver forud for SF's sommergruppemøde.
I en pressemeddelelse fra Dansk Metals afdelinger i de fire største byer lyder det: "Vi er målløse over den tonedøvhed, som regeringen viser sit bagland, når det gælder dagpengekatastrofen".
Ifølge dem skal regeringen trække i arbejdsbukserne og ikke vente på den dagpengekommission, som først i slutningen af 2015 kommer med dens anbefalinger.
- Det er for meget, at man kræver et helt års arbejde, før man kan få dagpenge igen, siger Kaj Nielsen.
A-kassens udmelding går hånd i hånd med SF's formand, Pia Olsen Dyhr, og partiets gruppeformand Jonas Dahls krav til de kommende finanslovforhandlinger:
Arbejdsløse skal kunne forsørges i tre år, og det skal kun vare seks måneder og ikke et år at genoptjene retten til dagpenge.
Metal Hovedstaden foreslår, at jobrotation, uddannelse og aktivering skal tælle med i genoptjeningsperioden. Dette forslag er SF ikke afvisende over for.
- Det vil give folk dagpengeretten hurtigere igen, og samtidig vil det motivere folk til at tage en uddannelse eller komme i aktivering for at blive fastholdt på arbejdsmarkedet, siger Kaj Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker