Dansk miljøsmøl kan ende med en retssag

EU-Kommissionen er træt af at vente på Danmark og andre lande, der smøler med at lave nye vandplaner.

Derfor sender EU nu en formel advarsel - også kaldet åbningsskrivelse - til den danske regering med en opfordring til hurtigst muligt at indsende vandplanerne. Ellers risikerer Danmark en sag ved EU's Domstol.

- Vi har stadig ikke fået planer for en fjerdedel af EU's territorium. Jeg opfordrer de medlemslande til at handle hurtigt, afslutte de offentlige høringer og aflevere deres planer, siger EU's miljøkommissær, Janez Potocnik, i en pressemeddelelse.

Vandplanerne er et af nøglepunkterne i EU's vandrammedirektiv. Planerne skal vise, hvordan hvert enkelt EU-land vil sikre rene søer, åer og fjorde inden 2015. Men i Bruxelles har man forgæves ventet på svar fra Danmark og 11 andre EU-lande, selvom planerne skulle have været indsendt senest i december sidste år.

Men regeringen har ikke sløset eller nølet. Forsinkelsen skyldes alene, at planerne er blevet grundigt gennemarbejdede, lyder det fra miljøminister Karen Ellemann (V).

- Planerne er lige om hjørnet. Vi udsender dem i en seks måneders høring i det tidlige efterår. Efter høringen kan vi udarbejde de endelige planer, siger Ellemann.

Regeringens tidsplan betyder, at EU først kan forvente at få de den danske plan i midten af 2011 - halvandet år efter tidsfristen. Men Karen Ellemann garanterer, at forsinkelsen ikke får nogen konsekvenser for den danske miljøindsats.

- Vi vil - netop fordi vi har brugt ekstra tid på et grundigt forarbejde - nå nøjagtig de mål, som vi skal nå, inden for de frister som er fastsat i vandrammedirektivet, siger hun.

Den danske regering fremlagde først i januar et udspil til de danske vandplaner, som med det samme blev mødt af hård kritik fra landbruget. Siden har flere VKO-politikere udtrykt ønske om at udskyde den danske overholdelse af miljøkravene frem til 2027.

/ritzau/

Danmark trues med en retssag af EU for manglende indsendelse af vandplaner. Miljøministeren lover, at forsinkelsen ikke får miljømæssige konsekvenser.

Offentliggjort Sidst opdateret