Dansk Nato-bidrag er i forhandlingsspil

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har øjensynligt haft god grund til at bekymre sig for, om Danmark beslutter sig for at spare på økonomiske bidrag til tre Nato-projekter under de igangværende forsvarsforhandlinger.

Hverken forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) eller Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Søren Espersen, vil bekræfte, at en besparelse på 540 millioner kroner til Nato-projekterne er i spil i forhandlingerne om at skære i alt tre milliard kroner på det danske forsvarsbudget.

Men SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, siger at Nato-besparelsen ikke er til at komme uden om på baggrund af, at Forsvarskommandoen ikke har leveret spareforslag nok i et katalog til politikerne.

- Problemet er, at selv om vi sparer de Nato-penge, så har vi ikke nok spareforslag på bordet til at finde alle tre milliarder kroner. Så vi kan ikke begynde at luge ud i det katalog, som Forsvarskommandoen er kommet med, siger Holger K. Nielsen.

Han imødegår også Anders Fogh Rasmussens advarsel med, at Forsvarskommandoen selv har bragt Nato-besparelsen på bane.

- Når Forsvarskommandoen har forslaget med i sparekataloget, så er det fordi Forsvarskommandoen finder det forsvarsfagligt forsvarligt, siger Holger K. Nielsen.

Et af Nato-projekterne, Alliance Ground Surveillance, går ud på at bruge radar til at spotte vejsidebomber. Men SF vil hellere styrke den danske hærs egne ingeniørtropper til at imødegå dén trussel mod de udsendte soldater, siger Holger K. Nielsen.

SF ønsker også at opprioritere hjælpen til hjemvendte danske veteraner i det kommende forsvarsforlig, siger Holger K. Nielsen.

/ritzau/

Besparelser på danske bidrag til Nato-projekter er med i forsvarsforhandlingerne. De er uundgåelige, siger SF.

Offentliggjort Sidst opdateret