Dansk politik: Det er på dagsordenen i 2013

* Overenskomstforhandlinger med de offentligt ansatte skal forhandles på plads i løbet af foråret 2013. Finansminister Bjarne Corydon skal forsøge at vinde pr-slaget med de statsansatte, så han ikke får rollen som den onde arbejdsgiver, der sætter tommelskruerne på de ansatte.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Folkeskolereform ventes at være forhandlet på plads inden Folketinget går på sommerferie. Reformen skal gælde fra skoleåret 2014/2015, og den ventes at betyde flere timer i skolen for eleverne.

* Kontanthjælpsreform ventes fremsat til foråret. Venstre er klar til at forhandle om markant hårdere krav og sanktioner over for kontanthjælpsmodtagerne. Det kan blive grimt for SF og hidse Enhedslisten op.

* SU-reform ventes at blive fremsat til foråret, hvorefter forhandlingerne går i gang. Universiteterne og erhvervslivet presser på for at få de unge hurtigere igennem uddannelsen.

* Skattesagskommissionen, der undersøger eventuelt magtmisbrug i forbindelse med Helle Thorning og Stephen Kinnocks skattesag, ventes at afslutte sine afhøringer i slutningen af maj 2013. Der kan dog gå yderligere omkring et år, før kommissionen er klar med sin endelige redegørelse.

* Støtsløsekommissionen, hvor blandt andre Birthe Rønn Hornbech (V), Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere statsminister for Venstre Anders Fogh Rasmussen skal vidne, ventes at være færdig med afhøringerne i slutningen af maj eller i starten af juni. Derefter kan der dog gå yderligere omkring et år før kommissionen er klar med sin endelige redegørelse.

* Regeringen og Enhedslisten skal inden sommerferien kigge på dagpengeområdet og evaluere akutjobpakkens virkning.

* I midten af juni mødes politikerne igen til Folkemøde på Bornholm.

* Finanslov skal forhandles på plads til efteråret. Både S og R-toppen ville gerne have haft en bred finanslov i 2012, men aftalen blev for andet år i træk indgået med Enhedslisten. Spørgsmålet er, hvad der sker i 2013. Modviljen i Enhedslistens bagland er også steget.

* Kommunalvalg til november. Det bliver en styrkeprøve for Socialdemokraterne og SF, der på landsplan har kæmpet med dårlige målinger. Hvis målingerne ikke vender, kan det gå ud over lokalpolitikerne. Også De Konservative skal formentlig kæmpe hårdt for at bevare partiets borgmesterposter.

/ritzau/