Dansk udenrigstjeneste skal være forkæmper i klimaindsats
Ved lanceringen af Udenrigsministeriets nye bæredygtighedsstrategi skulle udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og udviklingsminister Rasmus Prehn (S) vælge deres favoritverdensmål blandt FN's 17 verdensmål. Jeppe Kofods yndlings var mål nummer 7, bæredygtig energi. Rasmus Prehn kunne ikke vælge, ligesom "man ikke kan vælge mellem sine børn".
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Udenrigsministeren og udviklingsministeren præsenterer tirsdag udenrigstjenestens bæredygtighedsstrategi.
CO2-udledningen skal reduceres. Og bæredygtighed skal indtænkes i det daglige arbejde.
På den måde skal den danske udenrigstjeneste inden for fem år blive en af verdens fem mest bæredygtige af sin slags.
Det er det overordnede mål for udenrigstjenestens nye bæredygtighedsstrategi. Den præsenterer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og udviklingsminister Rasmus Prehn (S) tirsdag.
- Vi skal se hele vejen rundt. Hvordan vi opvarmer ministeriet, hvordan vi bruger strøm og energi.
- Det handler også om vores hverdagshandlinger. Man kan cykle, man kan tage trappen, man kan drikke postevand frem for sodavand. Det bliver en meget bredspektret indsats, lyder det fra udviklingsministeren.
Udenrigsminister Jeppe Kofod fremhæver, at man i bygningen allerede har skiftet al lys til LED og udskiftet udluftnings- og varmesystemer.
Al engangsservice i bygningens kantine er også biologisk nedbrydeligt, lyder det.
Strategien for bæredygtighed er en del af Udenrigsministeriets grønne pakke. Den blev offentliggjort tidligere på måneden. Det skete samtidig med udnævnelse af Tomas Anker Christensen som klimaambassadør.
Han er i dag ambassadør i Kairo, Egyptens hovedstad. Tidligere har han været topdiplomat i FN med fokus på netop klima.
Danske klimaløsninger skal spredes ud i hele verden. Og det er derfor, at klima og bæredygtighed fremover skal være mere styrende for store dele af både udenrigs-, handels- og udviklingspolitikken.
- Skal vi redde klima og miljø, er det ikke nok at gøre noget her i Danmark. Vi vil gøre Europa til en klimaunion, men selv hvis vi blev klimaneutrale i Europa, er det ikke nok.
- Når vi er ude i verden med danske løsninger, klimaambassadører og klimafrontposter, så kan vi rykke hurtigere, og det skal vi, siger Jeppe Kofod.
Foruden en strategi for bæredygtighed og udnævnelsen af en klimaambassadør har Udenrigsministeriet oprettet et nyt grønt kontor for diplomati og eksport samt udnævnt 15 ambassader som nye såkaldte klimafrontposter.
De 15 ambassader ligger i lande, der er store udledere af CO2. Det er lande såsom Kina og Indien, vækstlande som Indonesien og Sydafrika og ved store organisationer som FN (New York), EU (Bruxelles) og Verdensbanken (Washington).
De 15 ambassader skal sikre, at klimaet bliver tænkt ind i både dansk bistand og eksporthjælp.
Det er første gang, at Udenrigsministeriet får en strategi for bæredygtighed. Den er blevet til i forlængelse af regeringens ambition om en reduktion på 70 procent af udledningen af drivhusgasser i 2030.
Seneste artikler
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen