Finansloven har fokus på genopretningen af dansk økonomi efter den voldsomme krise, der skyllede ind over verden og også ramte Danmark med et smæld.
Nulvækst i de offentlige udgifter er et af midlerne. I år er der nulvækst i det offentlige forbrug, mens den vokser med 0,6 procent næste år.
Det overrasker cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian, der mener, at det er urealistisk.
- Det er en lidt overraskende profil, som regeringen har i sin prognose. Vi venter vækst i det offentlige forbrug både i år og næste år. Vi har meget svært ved at forestille os nulvækst i det offentlige forbrug i år. Det forekommer faktisk urealistisk, siger Steen Bocian.
Dermed er Steen Bocian på linje med sin kollega i finanskoncernen Nordea, Helge J. Pedersen, der også mener, at nulvækst er for optimistisk.
Danske Banks cheføkonom er desuden skeptisk overfor udsigterne for den økonomiske vækst.
- Vi må erkende, at den seneste tids økonomiske nyhedsstrøm med især dårlige nyheder fra USA, men også fra Asien, har gjort os lidt mere bekymret for det overordnede vækstbillede i udlandet, hvilket automatisk vil smitte negativt af herhjemme, siger Steen Bocian.
Samtidig har den seneste tids forbrugsindikatorer vist, at danskerne tilsyneladende atter er blevet tilbageholdende med at bruge penge.
- Hvis det viser sig at være et mere varigt fænomen, vil det bidrage til yderligere udfordringer for genopretningen af dansk økonomi, fastslår Steen Bocian.
I næste uge kommer Danmarks Statistik med nye tal for den økonomiske vækst i årets andet kvartal.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker