Danske firmaer vil med på Sydkoreas optur fra fattigdom
Samsung er et eksempel på en koreansk mastodont, som det ifølge Dansk Industri er interessant for danske virksomheder at komme tættere på. Arkivfoto. Foto: AP/Ahn Young-joon
AP/Ahn Young-joon
Især eksport af medicin, ældrepleje og grøn energi til Sydkorea er værd at satse på, mener Dansk Industri.
Sydkorea har det sidste halve århundrede gennemgået en rivende udvikling fra at være et fattigt land til et velstående, højteknologisk samfund.
Den optur skal virksomheder fra Danmark udnytte endnu mere, end de allerede gør, mener Dansk Industri.
Organisationens internationale direktør, Thomas Bustrup, er i disse dage med en dansk delegation på officielt besøg i Sydkorea.
- Sydkorea er et ret betydeligt marked for mange danske virksomheder. Vi har en pæn eksport til Sydkorea, og det er et marked i vækst, siger han.
Han fremhæver, at landet er en særdeles åben handelsplads. Åbenheden har banet vejen for en "fantastisk økonomisk udvikling" - både til gavn for landet selv og for Danmark.
- Vi eksporterer en del medicin til Sydkorea, men de er også interesserede i vores grønne teknologi, siger Thomas Bustrup.
En voksende andel af ældre i den koreanske befolkning er desuden et gunstigt udgangspunkt for eksport af danske produkter, der bruges i forbindelse med ældrepleje.
I 2011 trådte en frihandelsaftale mellem Sydkorea og EU i kraft. Siden er salget af danske varer til den koreanske halvø steget.
I 2015 eksporterede Danmark for 11,9 milliarder kroner til Sydkorea.
Og sydkoreanske tjenester og varer for i alt 14,6 milliarder kroner blev sendt den modsatte vej.
Rejsen til Sydkorea er ikke kun en chance for at reklamere for danske varer, understreger Thomas Bustrup. Den er også en mulighed for at gøre sig bemærket hos store koreanske spillere.
- Sydkorea har nogle mastodonter inden for it og teknologi, som er interessante for danske virksomheder at komme i endnu bedre kontakt med og måske blive underleverandører til, siger han.
Et eksempel er Samsung, der blandt andet producerer mobiltelefoner.
Det officielle besøg fra Danmark varer fra 23. til 25. oktober. I spidsen for delegationen er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Han ledsages af Københavns overborgmester, 15 virksomhedsledere, lederne af fem erhvervsorganisationer og repræsentanter fra danske universiteter.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde