Danske fiskere tøjler begejstring over EU-sejre

Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, lægger efter at have hørt fødevareminister Mette Gjerskov (S) juble over Danmarks sejre ved EU?s fiskeriforhandlinger i Bruxelles låg på sin begejstring.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Der mangler en del, før danske fiskere kan række hænderne lige så højt op, som Mette Gjerskov gør, siger Svend-Erik Andersen til Ritzau.

Hvis ministerens begejstring måles til en 10er på en skala fra et til 10, så er fiskeriformandens til et sekstal.

Svend-Erik Andersen er ligesom ministeren rigtig godt tilfreds med, at det er lykkedes at åbne for bedre torskekvoter for fiskere, der kan vise, at de gør en indsats for at få færre torsk i nettene som bifangst.

- Vi har fået en pæl igennem den forældede torskeplan. Det er en stor sejr. Og heldigvis for det, siger Andersen.

Men han er knap så imponeret over de øvrige elementer, som Mette Gjerskov fremhæver.

- Så har vi på industrifiskeområdet fået en kvote som forventet på 167.000 ton. Det er vi glade for.

- Men der mangler vi den væsentligste kvote, tobiskvoten, der er to tredjedele af dansk industrifisk. Den er ikke fastsat endnu, det bliver den først til marts, siger fiskeriformanden.

Derudover kommenterer han en ny fleksibilitet for fiskeriet af kulmule og en beskyttelse af dansk rejefiskeri vest for Grønland. Men hvad angår rejefiskeriet er det ifølge fiskeriformanden kun afgørende for ét dansk fartøj.

- En række mindre profilerede emner er kommet igennem, og det er vi godt tilfredse med. Men det er ikke den store omvæltning, konstaterer Svend-Erik Andersen.

Desuden mangler der stadig en afklaring af, hvorvidt fiskere, der lader deres fartøjer og fiskeri overvåge med kameraer, kan blive garanteret bedre kvoter og lempeligere vilkår.

- Vi har stadig kamerakvoterne, der måske kommer på plads. Og vi kender ikke tobiskvoten for næste år - og det er det vigtigste fiskeri, vi har. Og vi kender stadig ikke resultatet af forhandlingerne med Norge. Det kommer til januar.

- Så der er en del tilbage at gøre, siger Svend-Erik Andersen.

/ritzau/