Danske Gymnasier: Nødvendigt med værktøjer mod eksamenssnyd
Foreningen Danske Gymnasier mener, at der stadig er behov for værktøjer , der kan forhindre snyd ved prøver. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Regeringen vil droppe it-systemet Den Digitale Prøvevagt. Eleverne er tilfredse med, at overvågningen droppes.
Fredag kom det frem, at regeringen vil droppe it-systemet Den Digitale Prøvevagt, der skal forhindre gymnasieelever i at snyde under prøver.
Systemet har mødt kritik for behandlingen af elevernes personoplysninger.
Hos foreningen Danske Gymnasier er man enig i, at systemet skulle lægges i graven. Men det er stadig behov for værktøjer til at undgå snyd, mener formand Henrik Nevers.
- Set fra vores side er der ingen tvivl om, at der selvfølgelig skal være styr på datasikkerheden. På den anden side må vi også sige, at vi står med det reelle problem, at det er muligt at snyde.
- Derfor er det vigtig, at vi får en reel handlemåde og nogle værktøjer til at undgå snyd, siger han.
Foreningen Danske Gymnasier rådgiver gymnasierne og varetager sektorens uddannelsespolitiske interesser.
Den Digitale Prøvevagt skulle fungere således, at vagten kunne registrere, hvad eleverne lavede på computeren under prøverne.
Men da programmet skulle installeres på elevernes egne computere, var deres personoplysninger dermed i fare.
Derfor peger Henrik Nevers på en løsning, hvor eleverne bruger computere fra skolen.
- Hvis man virkelig skulle gøre noget effektivt - men som kræver ret stor økonomi - så skulle skolerne anskaffe sig computere, som man udelukkende bruger til eksamener, siger han.
Han påpeger dog, at det ville være svært for skolerne at løfte den opgave.
- En anden løsning er, at man udvikler eksamensformer, hvor man får adgang til hele internettet, så man på den måde ikke kan snyde, siger han.
Hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) er man tilfreds med, at regeringen vil droppe systemet, fortæller forkvinde Madeleine Steenberg Williams.
- Vi er enormt glade for det, og også at vi elever er blevet hørt. Vi har været ude og tale meget imod det, fordi mange får en fornemmelse af, at skolerne og Undervisningsministeriet ikke stoler på eleverne, siger hun.
Hun fortæller, at man i DGS ikke ønsker digital overvågning til prøver. Derimod bør man se på den præstationskultur, der presser unge til at snyde, mener Madeleine Steenberg Williams.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker