Danske nabolande har haft stor succes med kvindelig værnepligt
Norge var det første Nato-land, der ligestillede værnepligten mellem mænd og kvinder i 2014. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
I løbet af den næste måned vil forsvarsministeren præsentere regeringens ud på en bedre værnepligt i Danmark.
Det er endnu uvist, om kvindelig værnepligt bliver en realitet i Danmark, eller om det blot er forbeholdt mænd.
Alt imens har vores nordiske naboer i flere år gjort brug af ordningen med stor succes. I hvert fald hvis man skal tro en norsk chefsergent og en svensk kompagnichef, som DR har talt med.
Norge var det første Nato-land, der ligestillede værnepligten mellem mænd og kvinder i 2014. Og netop den lovændring er chefsergent i det norske forsvar Rune Wenneberg særligt tilfreds med.
- Man ser ofte, at kvinder i 19-20 årsalderen er mere modne end mænd. Der kommer flere voksne løsninger, og man får mere kreativitet, i højere grad end vi gjorde tidligere. Det betyder, at vi løser opgaver på lidt andre måder, siger han til DR.
Antallet af kvinder, der fuldfører førstegangstjeneste i Norge, er nærmest fordoblet, siden man indførte værnepligt for alle og ikke blot mænd, skriver DR.
I 2023 var cirka hver tredje af de norske værnepligtige i førstegangstjenesten kvinder, hvorimod det i 2014 blot var 13,6 procent.
I Sverige besluttede man sig tre år efter for at følge sin norske venner og implementere lignende ændringer.
Alle de danske regeringspartier har tidligere meddelt, at de går ind for kvindelig værnepligt.
Blandt andet har tidligere forsvarsminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen været klar i mælet om, at der skulle indføres kvindelig værnepligt.
Troels Lund Poulsen, der har overtaget både minister- og formandsposten fra Ellemann-Jensen, har dog ikke kunnet garantere det samme.
Til DR siger han, at han vil fremlægge regeringens bud på en bedre værnepligt i løbet af den næste måneds tid.
Til samme medie sagde forsvarsministeren i januar, at der var stor politisk uenighed om kvindelig værnepligt i den kreds af partier, der står bag forsvarsforliget.
Forhandlingerne om næste delaftale af forsvarsforliget begynder i februar, hvor en ny værnepligtsmodel aftales.
Men Troels Lund Poulsen behøver ikke at have alle forligspartier med på kvindelig værnepligt. Af forsvarsforliget fra juni sidste år fremgår det, at en delaftale kan "indgås, såfremt der er et simpelt flertal af mandater i Folketinget og et flertal af partier i forligskredsen bag delaftalen".
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker