Danskere afviser at spare på flyttecirkus

EU's berygtede flyttecirkus får lov til at fortsætte for fuld musik, selvom der kunne skæres millioner af kroner af udgifterne uden at bryde reglerne.

Onsdag har EU-Parlamentet, der lige nu er samlet i den franske by Strasbourg, afvist et forslag med en lille finte, som kunne spare EU for mange penge årligt.

Britta Thomsen og Ole Christensen fra den socialdemokratiske gruppe stemte som de eneste danske parlamentarikere imod forslaget.

- Jeg ville gerne gøre op med flyttecirkusset, men hvis det skal ændres, så er det stats- og regeringslederne, der må ændre det, siger Ole Christensen og henviser til traktaten.

Problemet startede for 18 år siden. Dengang skrev man i en EU-traktat, at 12 gange om året skal EU-Parlamentet mødes i den franske by Strasbourg i stedet for i Bruxelles i Belgien - det såkaldte flyttecirkus.

Men det var ment som ét om måneden. Da august er frimåned, holdt parlamentet i en række år kun 11 møder. Men dén går ikke, sagde EU's domstol i 1997 efter en klage fra franskmændene. Traktaten skal følges.

Derfor holder EU-Parlamentet nu to møder af normal længde, fire-fem dage, i september, hvor de flytter tilbage til Bruxelles i én uge i mellemtiden for at leve op til reglerne.

Derfor stod der i det afviste forslag, at man kunne holde to minimøder lige efter hinanden med én dags pause. Traktaten siger nemlig ikke, hvor lange møderne skal være, og et enkelte møde koster mange millioner kroner.

- Vi erkender, at vanviddet er indskrevet i traktaten, men derfor kan vi jo godt forsøge at begrænse det, siger Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.

Britta Thomsen synes dog, at møderne i den franske by er produktive.

- Vi får utroligt meget fra hånden, mens vi er i Strasbourg, og jeg synes ikke, at man bare kan tage en arbejdsuge ud, siger hun og påpeger, at alternativet ville være en friuge.

/ritzau/

En teknisk detalje i en EU-traktat koster EU mange millioner hvert år. Men blandt andre danske parlamentarikere afviser at ændre det, selvom de kan.

Offentliggjort Sidst opdateret