Danskerne er imod lavere kontanthjælp

Danskerne er klar til at stramme kravene til kontanthjælpsmodtagerne. Men der skal ikke pilles ved størrelsen på kontanthjælpen, lyder konklusionerne i en ny meningsmåling i Ugebrevet A4.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens regeringen nægter at afsløre detaljer i det kommende udspil, der forventes at blive forhandlet umiddelbart efter nytår, har oppositionen længe markedsført forslag, der især handler om at reducere ydelserne.

Men ifølge undersøgelsen, der er gennemført af Analyse Danmark, er et flertal på 53 procent af befolkningen lodret imod et centralt forslag fra Venstre og Konservative om at hæve aldersgrænsen for den nedsatte kontanthjælp.

I dag modtager en ung kontanthjælpsmodtager på 24 år højst 6660 kroner i kontanthjælp, mens en 25-årig får mindst 10.335 kroner om måneden. Ifølge Venstre og Konservative bør aldersgrænsen for den nedsatte kontanthjælp hæves til 30 år.

Men det er kun 31 procent af danskerne enige i. Og selv blandt Venstres og Konservatives egne vælgere er der kun opbakning til forslaget fra 42 procent af vælgerne.

Modstanden får dog ikke Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, til at genoverveje forslaget.

- Vil du have en julegave, eller vil du ikke have en julegave? Når man spørger befolkningen om, hvorvidt der skal tages goder fra nogle, så kan man næsten altid være sikker på at få et nej.

- Man glemmer, at der her handler om at motivere unge til at få sig et job eller en uddannelse, siger hun.

Ifølge regeringens lovkatalog skal resultaterne af de kommende forhandlinger om en kontanthjælpsreform fremsættes i Folketinget til marts. Regeringen vil dog ikke afsløre, om der skal røres ved hjælpen til unge arbejdsløse.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) røber dog, at der skal ske et eller andet for at få flere unge ledige til at tage en uddannelse.

- Ni ud af ti unge på kontanthjælp har ikke nogen erhvervskompetencegivende uddannelse. Det er for lidt, og det skal vi lave om på, fremgår det af en skriftlig kommentar fra Mette Frederiksen til Ugebrevet A4.

/ritzau/